Statsadvokaten for særlig økonomisk og international kriminalitet (Søik), også kendt som Bagmandspolitiet, har frafaldet sigtelser for overtrædelse af lovgivning om hvidvask mod tre tidligere direktører i Danske Bank.
Det drejer sig om Thomas Borgen, Henrik Ramlau-Hansen og Lars Stensgaard Mørch.
Det bekræfter de alle tre over for Børsen.
Statsadvokaten bekræfter over for Politiken, at sigtelsen mod tre personer er frafaldet, og at der dermed ikke længere er nogen personer sigtede i sagen. Der foregår dog fortsat en efterforskning af Danske Bank.
I en mail til Politiken skriver fungerende chef for SØIK, Per Fiig:
»Jeg kan bekræfte, at vi har opgivet sigtelserne mod tre personer i Danske Bank-sagen«.
»For at enkeltpersoner kan dømmes efter hvidvaskloven, kræver det, at de har udvist grov uagtsomhed. I denne sag har vi foretaget en meget omfattende og grundig efterforskning med en række forskellige efterforskningsskridt – blandt andet har vi indhentet en stor mængde dokumentbeviser, vi har afhørt en række personer og vi har gennemgået et meget omfattende materiale«.
Thomas Borgen var administrerende direktør i Danske Bank, mens Henrik Ramlau-Hansen var økonomidirektør. Lars Stensgaard Mørch var tidligere direktør for udenlandske aktiviteter.
Den historiske sag handler om hvidvask for milliarder i bankens estiske filial.
Advokat: Glædeligt
Thomas Borgens advokat, Peter Schradieck fra advokatfirmaet Plesner, har torsdag modtaget beskeden. Det siger han til Børsen.
»Vi har hele tiden været af den klare opfattelse, at der intet grundlag var for nogen sag, hverken juridisk eller på baggrund af sagens dokumenter og beviser i øvrigt«.
»Det er glædeligt, at Søik også er kommet til samme konklusion«, lyder det.
I mailen til Politiken skriver fungerende chef for SØIK videre:
»Det er SØIK’s samlede, juridiske vurdering, at der ikke er beviser for, at nogen enkeltpersoner har udvist uagtsomhed i sådan en grad, at den kan karakteriseres som grov, og at de dermed har overtrådt lovgivningen«.
»Vi har opgivet sigtelserne mod tre personer, og dermed er der ikke yderligere sigtede enkeltpersoner i sagen«.
I januar oplyste fungerede statsadvokat i Søik, Per Fiig, at Søik havde droppet sigtelserne mod seks Danske Bank-chefer.
Ifølge Berlingske var Borgen, Ramlau-Hansen og Mørch fortsat sigtede i sagen. Men sigtelserne mod dem falder altså også nu.
Ifølge Ritzau Finans har Bagmandspolitiet dermed frafaldet sagerne mod alle nu tidligere ledende medarbejdere, som politiet tilbage i marts 2019 havde sigtet.
Stor amerikansk sag
Fra 2007 til 2015 flød der cirka 1.500 milliarder kroner fra udenlandske kunder gennem den estiske filial i Danske Bank, har en undersøgelse vist.
En stor del af dem vurderes at være mistænkelige. Thomas Borgen trak sig siden som øverste direktør, og i 2019 lukkede banken i Estland.
For nylig kom det frem, at den amerikanske stat har anlagt en erstatningssag ved de danske domstole mod Danske Bank og Thomas Borgen.
Kravet lyder på 10 millioner kroner – men Børsen erfarer fra anonyme kilder, at det kan stige til ’et stort trecifret millionbeløb’.
Bag søgsmålet står to parter. Den ene er USA, mens den anden er Federal Retirement Thrift Investment Board, der har ansvar for en af de største statslige pensionskasser.
Det er dog ikke kun USA, der har anlagt søgsmål mod banken. Der er ifølge Børsen 340 danske søgsmål med samlede krav på 15,1 milliarder kroner.
Ritzau/Politiken


























