Skarpere straffe og nye muligheder for politiet skal ramme voksne, der krænker børn seksuelt.

Regeringen vil ramme krænkere af børn med stribe af tiltag

Justitsminister Nick Hækkerup (S), generalsekretær i Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen og psykolog Per Frederiksen præsenterer et nyt udspil, der skal bekæmpe voksnes seksuelle krænkelser af børn, hos Red Barnet i København, Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Justitsminister Nick Hækkerup (S), generalsekretær i Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen og psykolog Per Frederiksen præsenterer et nyt udspil, der skal bekæmpe voksnes seksuelle krænkelser af børn, hos Red Barnet i København, Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Opdateret kl. 12.50 med kommentarer fra SF og Radikale Venstre.

Regeringen vil slå ned på voksne, der krænker børn, med en række nye tiltag. De tæller hårdere straffe, forbud mod sexdukker og udrejseforbud for personer, der er dømt for overgreb.

Pakken bliver mandag præsenteret af blandt andre justitsminister Nick Hækkerup (S).

»Regeringen mener, at der kan gøres mere for at styrke bekæmpelsen af seksuelle overgreb begået mod børn. Regeringen præsenterer derfor ni initiativer, der skal sikre, at vi bliver bedre til at forebygge, afsløre og efterforske seksuelle krænkelser. Samtidig skal dem, der krænker, i højere grad mødes med konsekvens«, skriver Nick Hækkerup i udspillet.

Blandt de ni initiativer er blandt andet hårdere straffe for overgreb på børn, der ikke er samleje. Her vil regeringen øge straffen med 50 procent.

Andre dele af udspillet involverer, at børn under 15 år ikke skal kunne give samtykke til sex med en voksen. For nuværende er samleje med et barn under 12 altid voldtægt. Men det er kun tilfældet for børn mellem 12 og 15, hvis der ikke er samtykke fra begge parter.

»Regeringen mener, at et barn under 15 år er ude af stand til at give frivilligt samtykke til et seksuelt forhold med en person, der er betydeligt ældre end barnet«, skriver regeringen.

Står det til regeringen skal politiet også i hemmelighed kunne ransage computer og hjem hos personer, der mistænkes for at have og dele materiale med overgreb mod børn.

»Personer, der besidder og udbreder seksuelt overgrebsmateriale med børn, er ofte meget it-kyndige og sikkerhedsbevidste. For at få adgang til materialet anvender de ofte avancerede adgangskoder og foretager kryptering af deres it-udstyr. Det kan være en udfordring at få oplyst disse adgangskoder, når politiet foretager almindelige ransagninger og afhøringer af mistænkte«, står der i udspillet.

Ros fra Red Barnet

Red Barnet ser flere hårdt tiltrængte forbedringer i regeringens udspil mod krænkelser af børn.

»Det er godt, at regeringen tager initiativ til at ændre loven, så børn er bedre beskyttet mod seksuelle overgreb og krænkelser. Det er der hårdt brug for. Alt for mange børn og unge oplever svigt og vender skylden indad, når samfundet ikke anerkender de overgreb, de har været udsat for«, siger generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen, der også deltog i pressemødet, hvor udspillet blev præsenteret, i en pressemeddelelse.

Også støttepartierne SF og Radikale Venstre uddeler ros til regeringens forslag, men savner dog en selvstændig paragraf mod såkaldt grooming af børn i udspillet.

»Børn skal beskyttes mod den manipulation, de risikerer at blive udsat for, når en voksen søger at skabe et forhold til dem. De kan ikke gennemskue det, og de er lette ofre på nettet. Derfor skal det meget klart signaleres, at den ofte langvarige proces, som gerningsmænd udnytter til at skabe et tillidsforhold gennem børnenes spil, chatfora og lignende, skal være kriminaliseret«, skriver SF’s retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt.

På Twitter skriver De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard:

»Ærgerligt at regeringen ikke med det samme er klar på at kriminalisere grooming mod børn og unge. Det ønsker De Radikale indarbejdet i lovgivningen hurtigst muligt«.

I sit udspil omtaler regeringen grooming, men forslaget indebærer, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, der skal se på, om der er behov for at ændre straffeloven.

»Arbejdsgruppen vil i den forbindelse navnlig have til opgave at se på behovet for en selvstændig bestemmelse om grooming, og om sextortion i tilstrækkelig grad kan straffes efter de gældende regler i straffeloven. Og om fremkomsten af digitale platforme, der udbyder, formidler eller faciliterer sugardating og lignende, bør give anledning til en justering af for eksempel rufferiparagraffen«, skriver regeringen i udspillet.

Arbejdsgruppen skal være færdig inden udgangen af 2021.

»Det er ærgerligt, at det skal syltes i et udvalg i endnu længere tid. For i den tid er der jo børn, der går glip af den retsbeskyttelse, der følger med«, siger Karina Lorentzen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her