Onsdag aften kan borgere ikke logge på e-Boks. Forventningen er, at det kan lade sig gøre om nogle få timer.

E-Boks er ramt af tekniske problemer hos leverandør

Lyt til artiklen

Onsdag aften er e-Boks ramt af driftsproblemer.

Problemerne betyder, at det ikke er muligt at logge ind på sin e-Boks og tjekke mails fra blandt andet det offentlige.

»Vi oplever i øjeblikket problemer med at logge på e-Boks både via app og web. Vi arbejder på højtryk for at få løst problemet og beklager ulejligheden«, skriver e-Boks på sin hjemmeside.

Ifølge e-Boks er årsagen til problemerne fejl hos it-virksomheden KMD, der står for driften af e-Boks.

Forventningen hos KMD er, at problemerne er løst omkring midnat, og at det derefter igen bliver muligt at logge ind på sin e-Boks.

E-Boks bruges blandt andet af det offentlige til at være i kontakt med borgere. Eksempelvis bruges e-Boks til at invitere borgere til coronavaccinationer.

Hvis borgere har modtaget tilbud om en coronavaccination, så er det muligt at bestille tid på hjemmesiden vacciner.dk.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her