Færøerne har registret det højeste antal smittede på et døgn i et år. Landslæge opfordrer til aflysninger.

Færøsk udbrud af coronavariant aflyser stor gudstjeneste

Lyt til artiklen

Et smitteudbrud med coronavarianten B117, der først blev opdaget i England, har den seneste uge fået smitten på Færøerne til at stige.

Søndag er der konstateret 16 nye smittede på Fæøerne, og det er det højeste antal på et døgn siden marts sidste år.

Det oplyser den færøske landslæge, Lars Fodgaard Møller, til færøsk radio mandag.

»Situationen er sådan, at vi formentlig kun har en smittekæde, som er løbet lidt løbsk for os«, siger han.

Ifølge landslægen er det specielt unge mennesker mellem 16 og 25 år, som er blevet ramt af coronavirus i denne omgang.

Han siger, at det formentlig skyldes, at de unge endnu ikke er blevet tilbudt vaccination mod coronavirus.

De 16 nye tilfælde er konstateret, i forlængelse af at der lørdag blev afholdt et stort kapronings-arrangement på Østersøen. Det fremgår ikke, om smittetilfældene har relation til arrangementet.

Lars Fodgaard Møller siger, at myndighederne endnu ikke ved, om personerne er smittede med varianten fra England.

Myndighederne har endnu ikke fået taget de ekstra prøver, der er nødvendige for at kunne sige det med sikkerhed, men Lars Fodgaard Møller regner med, at der i mange af tilfældene er tale om B117.

Coronavarianten er brudt ud efter en lang periode, hvor Færøerne ellers har haft kontrol over coronavirus, og hvor man ved nye smittetilfælde hurtigt har fået sat gang i smitteopsporing.

Denne gang kender myndighederne dog ikke kilden til smitten, har landslægen tidligere oplyst.

Smitteudviklingen har fået den færøske biskop, Jógvan Fridriksson, til at aflyse en stor gudstjeneste, som ellers skulle være afholdt mandag.

Derudover er der også planlagt en række fodboldkampe mandag.

Lars Fodgaard Møller mener, at de offentlige arrangementer bør aflyses eller foregå uden tilskuere.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her