En 44-årig mand, der er tiltalt for at have dræbt sin hustru, Maria From Jakobsen, skal for retten til oktober.

Drabstiltalt mand indvilger i fængsling frem til dom

Lyt til artiklen

En drabstiltalte mand har indvilget i, at han skal sidde varetægtsfængslet, frem til at Retten i Hillerød senere på året har afsagt en dom i sagen mod ham.

Det oplyser anklager Anne-Mette Wedell Seerup.

»Der er givet frivillig forlængelse frem til dom«, siger hun.

Retssagen mod præsten begynder 25. oktober, og der er afsat 16 dage.

Den 44-årige mand fra Frederikssund er tiltalt for at have dræbt sin hustru, Maria From Jakobsen, som forsvandt fra familiens hjem i oktober sidste år. Han nægter sig skyldig.

Manden blev anholdt og varetægtsfængslet i midten af november. Siden er hans varetægtsfængsling blevet forlænget flere gange.

44-årig mand tiltales for drab på forsvunden hustru

I april blev han tiltalt for drabet på hustruen. Politiet mener at kunne bevise, at han dræbte hende og skaffede sig af med liget.

I anklageskriftet er der rejst tiltale for, at han på ukendt vis begik drabet mellem 08.24 og 09.45 i Frederikssund eller omegn. Han er også tiltalt for på ukendt vis at have bortskaffet liget, der endnu ikke er fundet.

Fandt ætsende kemikalier

Under sagen er det kommet frem, at manden skal have foretaget internetsøgninger på ord som ’havdybde’, ’olietønder’ og ’selvmord’ forud for Maria From Jakobsens forsvinden.

Derudover har politiet fundet kaustisk soda og saltsyre hos præsten. Begge kemikalier er stærkt ætsende.

43-årige Maria From Jakobsen var ansat som psykolog ved Holbæk Sygehus og mor til to børn. Hun blev sidst set 26. oktober og blev derefter meldt savnet hos politiet.

Blandt andet er parrets hjem i Frederikssund og deres sommerhus i Nykøbing Sjælland blevet undersøgt, men hendes lig er altså ikke fundet. En blå fodertønde har haft en central plads i politiets efterforskning.

Nye spor i sag om drab på 43-årige Maria From Jakobsen

Overvågningsvideoer har således vist, at den 44-årige den 6. november sidste år - 11 dage efter at Maria From Jakobsen forsvandt - skilte sig af med en blå fodertønde på en genbrugsplads i Frederikssund.

Ud over den blå fodertønde bortskaffede han en grå sækkevogn.

Udstyret kan have været brugt i forbindelse med det formodede drab.

Retsmøderne under varetægtsfængslingen er blevet holdt for lukkede døre af hensyn til efterforskningen, men flere medier har fået indblik i efterforskningen via retsbøgerne i sagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her