På Christiansborg Slotsplads gav tilrejsende langelændere tirsdag udtryk for deres frustration over regeringens plan om at placere et udrejsecenter på Langeland.
Inden for murene protesterede Folketingets partier imod planen på et møde med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), og kort efter meddelte ministeren, at regeringen nu dropper planen om et udrejsecenter på Langeland.
Det skriver ministeriet på sin hjemmeside.
Centret, der skulle huse 130 udviste, kriminelle udlændinge, har mødt stor modstand fra langelændere. Også støttepartiet SF er imod ideen, og dermed er der et flertal imod regeringen, da en samlet blå blok også er imod.
»Hvis partierne kommer med forslag til andre mulige og nye placeringer, er min dør altid åben, og jeg har kaffe på kanden. Men som det ser ud nu, så betyder det desværre, at udrejsecentret foreløbigt må blive, hvor det er«, skriver ministeren i pressemeddelelsen.
Der, hvor det er, er udrejsecentret Kærshovedgård ved Ikast, som i mange år har huset både afviste asylansøgere og udviste, kriminelle udlændinge.
Sidstnævnte har skabt stor utryghed i området og derfor ønskede både den tidligere og den nuværende regering af flytte gruppen til et andet og mere afsondret sted.
Den tidligere regering foreslog den øde ø Lindholm i Stege Bugt. Det vil dog være meget omkostningstungt, og derfor smed regeringen og støttepartierne ideen i skraldespanden.
Siden da har regeringen varslet en ny placering af et udrejsecenter. Det endte altså med Langeland. Og endte tirsdag aften uden et forslag.
»Jeg forstår udmærket, hvis der nu er skuffelse i Midtjylland. Regeringen vil derfor snarest mulig give området omkring Kærshovedgård en hjælpende hånd«.
»Private og erhvervsdrivende, som har oplevet øget utryghed, skal have mulighed for at søge støtte til sikkerhedsforanstaltninger«, skriver Mattias Tesfaye i meddelelsen.
Pressemeddelelsen kom kort efter, at et flertal i Folketinget ved et møde havde meddelt Mattias Tesfaye (S), at det ikke ønsker at placere et udrejsecenter på Langeland. Mødet endte derefter uden videre afklaring.
Der blev på mødet ikke præsenteret andre placeringer, oplyste flere af de andre partiers ordførere, hvilket skabte stor utilfredshed hos både Venstre og Dansk Folkeparti.
Både De Konservative og Dansk Folkeparti har gjort det klart, at de ikke finder det acceptabelt at fastholde status quo med Kærshovedgaard. SF har sagt, at det kan være en løsning. Men Langeland kan ikke.
SF: Fremragende
Staten har allerede købt grunden til Holmegaard på Langeland, hvor udrejsecenteret var tiltænkt at flytte ind, for 13,5 millioner kroner.
Det bliver altså ikke aktuelt, hvilket glæder SF’s udlændinge- og integrationsordfører, Carl Valentin.
»Det er fremragende, at ministeren havde taget bestik af, at vi var nogen, der sagde, at Langeland var en dårlig idé, så Langeland nu er taget af bordet«, siger han til Ritzau.
»Vi håber, at vi kan få nogle reelle drøftelser om nogle alternative muligheder. Dem kan vi have nu i ro og mag«.
»Jeg tror, det vigtige er, at langelænderne kan ånde lettet op«, siger Carl Valentin.
ritzau
fortsæt med at læse




























