Det var som at åbne Pandoras æske, da en medarbejder i Charlottenlund Lægehus så nærmere på, hvordan arbejdsgiveren tilsyneladende har scoret skattekroner i den ansattes navn og cpr-nummer. Privat er medarbejderen tilmeldt en anden praktiserende læge, men Charlottenlund Lægehus har gennem de seneste år registreret og opkrævet regionen for lægeydelser 23 gange i personens navn.
I de fleste tilfælde er der tale om registrerede telefonkonsultationer, som medarbejderen skulle have modtaget af sin egen arbejdsgiver, men Region Hovedstaden har også skullet punge ud for blandt andet samtaleterapi, fysisk konsultation og årskontrol, der er målrettet patienter med kroniske lidelser.


























