Natten til lørdag er der fundet en livløs mand i Vejle. Politiet har endnu ikke foretaget nogen anholdelser.

19-årig mand er fundet død efter knivstik

Lyt til artiklen

En 19-årig mand er natten til lørdag fundet død i Vejle som følge af knivstik.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi lørdag morgen i en pressemeddelelse.

Klokken 01.00 fik politiet et opkald om fundet af en livløs mand i en passage i området mellem Nørre Torv, Kalkbrænderivej og parkeringshuset Trondur.

Det var den 19-årige, der lå i passagen. Og selv om der blev ydet førstehjælp, afgik han ved døden på stedet som følge af nogle knivstik.

»Det er tidligt i efterforskningen, og der er endnu ikke foretaget anholdelser af mistænkt eller mistænkte gerningsmænd«, oplyser politiet i pressemeddelelsen.

Sydøstjyllands Politi vil af hensyn til efterforskningen ikke oplyse yderligere om drabet. Den almindelige borger i Vejle har efter politiets opfattelse ingen grund til at være utryg som følge af drabet, understreges det i pressemeddelelsen.

De pårørende til den 19-årige er underrettet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her