Den populære festgade Jomfru Ane Gade i Aalborg lukker fra torsdag og 14 dage frem for at bremse smitten i byen.
Det oplyser erhvervsminister Simon Kollerup (S) efter et møde i Folketingets Epidemiudvalg onsdag.
Ifølge Kollerup er forhåbningen, at tiltaget kan holde smitten nede, så kommunen kan undgå en generel nedlukning.
Tirsdag oplyste Styrelsen for Patientsikkerhed, at over halvdelen af smittetilfældene i fire sogne i Aalborg, hvoraf to er lukket, kan spores tilbage til Jomfru Ane Gade. Gaden har omkring 20 barer.
Beslutningen om lukningen er taget efter indstilling fra Epidemikommissionen, som rådgiver regeringen om coronahåndteringen.
Borgmesteren har bedt om et indgreb
Det er Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), der har bedt Folketinget om at se på muligheden for at gribe ind.
»Jeg er rigtig godt tilfreds med beslutningen, som er den helt rigtige. Når så meget i sognet er lukket ned, at man ikke kan komme på eksempelvis Aalborg Historiske Museum, men du godt kan komme i gaden og fest, hvor store dele af smitten kan henføres til, så giver det god mening«, siger han.
Borgmesteren oplyser, at restauratørerne naturligvis gerne ville holde åbent, men medgiver, at det er en »ansvarlig beslutning«.
»Jeg har ingen fingre at sætte på restauratørerne, som har været konstruktive og forsøgt at finde løsninger. Men gaden er et særligt sted med mange værtshuse og en stor koncentration af mennesker og desværre også en stor smittespredning, og det tager vi så i fællesskab hånd om nu«, siger Thomas Kastrup-Larsen (S).
Aalborg Kommune har 187 smittede per 100.000 indbyggere over de seneste syv dage, når der er justeret for, hvor mange der er blevet testet.
Det er i Danmark kun overgået af Samsø og Dragør. Aalborg Kommune har konstateret 589 smittetilfælde blandt borgere over den seneste uge.
Kommuner skal automatisk lukke, når de har 300 eller flere smittede per 100.000 indbyggere over syv dage. Samtidig skal der være flere end 20 smittetilfælde i alt de seneste syv dage.
Flertal enige
Nye Borgerlige stemte imod, mens Venstre hverken stemte for eller imod beslutningen om at nedlukke festgadens værtshuse, barer og cafeer. Alle andre partier stemte for.
»Vi synes også, at der skulle gøres noget, men vi synes også, at regeringen manglede at afsøge nogle spor«, siger Martin Geertsen, sundhedsordfører fra Venstre.
»Når vi nu bruger to milliarder kroner i runde tal på at teste befolkningen om måneden, hvorfor kan man så ikke opstille nogle steder ved ind og udgang af Jomfru Ane Gade, så man kunne tjekke coronapas. Det spor er slet ikke afsøgt, fik vi at vide. Vi ville også have en garanti fra regeringen om, at ved lukning af Jomfru Ane Gade, så åbner skoler, institutioner og fritidslivet igen i de berørte sogne. Den garanti kunne vi ikke få. Og så er det altså lige festligt nok«, siger Martin Geertsen.
Formand for Epidemiudvalget, sundhedsordfører fra Radikale, Stinus Lindgren, understreger, at det ikke var nogen nem beslutning.
»Det stor store konsekvenser for erhvervslivet, når vi nu lukker det ned. Derfor var det også vigtigt, at der sørges for kompensation til værtshuse og barer for de næste to uger, men vi kan se, at smitten fortsat stiger i Aalborg på trods af, at flere sogn har været sluttet i længere tid. Og smitten kan for de fleste tilfælde føres tilbage til Jomfru Ane Gade, så derfor pegede både kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed på, at risikoen for yderligere smittespredning i området var stor. Og derfor handlede vi«, siger Stinus Lindgren.
Han påpeger, at Styrelsen for Patientsikkerhed har mulighed for efter konkret vurdering at genåbne eksempelvis skoler og institutioner i et ellers nedlukket sogn.
»Den mulighed har vi desværre endnu ikke hørt om, vil blive benyttet«, siger Stinus Lindgren.
Formanden for epidemiudvalget medgiver, at det er en ny tilgang i epidemihåndteringen med en så målrettet indsat.
»Det sender også et signal til alle steder i Danmark, hvor mange barer og værtshuse er samlet på lidt plads, om, at tænke sig godt om. For det er jo ikke den enkelte bar i sig selv, der er problemet, men den store koncentration af mange mennesker på lidt plads, som øger risikoen for smittespredning, og som vi alle skal være opmærksomme på«, siger Stinus Lindgren.
Politiken og Ritzau
fortsæt med at læse




























