Hverken Danmark eller USA har givet tilfredsstillende svar i spionagesagen, mener Sveriges forsvarsminister.

Sverige er utilfreds med Danmarks svar i spionagesag

Sveriges forsvarsminister, Peter Hultqvist, afkræver både Danmark og USA flere svar i aflytningssagen Foto: Jessica Gow/Ritzau Scanpix
Sveriges forsvarsminister, Peter Hultqvist, afkræver både Danmark og USA flere svar i aflytningssagen Foto: Jessica Gow/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Sveriges forsvarsminister, Peter Hultqvist, er ikke tilfreds med de svar, han indtil videre har fået vedrørende oplysninger om amerikansk overvågning via danske internetkabler. Hverken fra dansk eller amerikansk side.

»Jeg mener ikke, at vi har fået tilfredsstillende svar«, siger forsvarsministeren ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Peter Hultqvist svarede torsdag eftermiddag på spørgsmål fra journalister efter at have informeret medlemmerne af Riksdagens udenrigs- og forsvarsudvalg om sagen.

Søndag kunne DR afsløre, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA har udnyttet et samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) om at aflytte danske internetkabler til at spionere målrettet mod statsledere, toppolitikere og højtplacerede embedsmænd i Tyskland, Sverige, Norge og Frankrig. DR har undersøgt sagen i samarbejde med de europæiske medier SVT, NRK, Süddeutsche Zeitung, NDR, WDR og Le Monde.

»Vi må fortsætte processen, og derfor planlægger jeg at tage yderligere kontakt i denne sag. Ikke bare med Danmark. Vi må også tage yderligere kontakt til USA«, siger Peter Hultqvist ifølge TT.

Frederiksen afviser dårligt forhold

Den svenske minister fortæller videre, at hans danske kollega, forsvarsminister Trine Bramsen (S), har understreget, at »systematisk aflytning af allierede er uacceptabelt«.

Heller ikke formanden for forsvarsudvalget i Sverige, Moderaternas Pål Jonson, er tilfreds.

»Vi har høje forventninger til et land som Danmark, det er jo en nær ven. Men vi kan ikke acceptere, at man aflytter svenske politikere eller embedsmænd«, siger Jonson ifølge TT.

I forbindelse med Folketingets afslutningsdebat svarede statsminister Mette Frederiksen (S) på et kort pressemøde onsdag på et spørgsmål om, hvad statsministeren vil gøre for at genoprette forholdet, således:

»Jeg tror ikke, det er korrekt fremstillet, at der er behov for at genoprette forholdet til Frankrig eller Tyskland. Vi har en løbende dialog, det har vi også på efterretningsområdet«.

Mette Frederiksen har fredag på et kort pressemøde ikke yderligere at tilføje over for offentligheden.

»Enhver form for fortrolig dialog om efterretningstjenesters arbejde holder vi for os selv mellem os kolleger på tværs af landegrænser. Det er vigtigt, hvad enten, det er det nordiske, det europæiske eller Nato’s samarbejde, at vi har en vigtig og tæt dialog«, siger hun.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her