Den danske digter Eske K. Mathiesen er død i en alder af 77 år. Han døde fredag efter længere tids sygdom.
Det oplyser Asger Schnacks Forlag i en pressemeddelelse.
Mathiesen debuterede i 1976 med digtsamlingen ’Fra spætternes have’ og har siden udgivet en lang række digtsamlinger. Den seneste udkom i 2020 med titlen ’Omveje’. Dagbladet Informations anmelder kaldte i den forbindelse Mathiesen for ’en af rigets bedste og mest egensindige poeter’.
Kristeligt Dagblad døbte ham ’skjald for verdens små mirakler’.
»Mathiesens særkende og styrke er, at han som få formår at få de almindeligste ting til at lyse op og stå frem i al deres overrumplende nuancerigdom og fylde. ’Omveje’ er værd at køre efter og viser Mathiesen i absolut storform«, skrev anmelder Martin Rohr Gregersen i sin anmeldelse.
Eske K. Mathiesen modtog i 2009 Kritikerprisen, som uddeles af Litteraturkritikernes Lav, for digtsamlingen ’Bonjour monsieur Satie’.
ritzau




























