28 tidligere beboere på børnehjemmet Godhavn stævner staten for samlet 8,4 millioner kroner. Det skriver Jyllands-Posten.
De søger hver om en erstatning på 300.000 kroner efter at være udsat for misrøgt på børnehjemmet i 1960’erne.
I februar blev 17 Godhavnsbørn tilkendt 300.000 kroner hver i godtgørelse af staten for misrøgt efter at have indgået forlig.
De tidligere børnehjemsbørns advokat, Mads Pramming, undrer sig over, at staten ikke bare udbetaler erstatningen med det samme.
De 28 drenge har nemlig boet på Godhavn i samme periode som de 17, der allerede har fået erstatning, siger han til avisen.
»Staten har lagt sig fladt ned og sagt undskyld, og alligevel vælger man tvinge sagen i gennem retssystemet«, siger advokaten.
De 17 Godhavnsbørn, der tilbage i februar fik tilkendt erstatning, stævnede staten i 2020, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) i 2019 kort efter sin valgsejr som den første statsminister undskyldte for den behandling, en stor gruppe børn blev udsat for på børnehjem i 1960’erne og 1970’erne.
De kummerlige forhold og overgreb, børn på børnehjem som Godhavn blev udsat for, var længe ukendte i den brede offentlighed.
I 2005 afdækkede en DR-dokumentar dog overgrebene. Og i 2010 viste en rapport, at drenge på Godhavn i årtier var blevet udsat for fysisk og psykisk vanrøgt, medicinske forsøg og seksuelle overgreb.
ritzau
fortsæt med at læse




























