Artiklen er opdateret klokken 8.43
Storebæltsbroen var torsdag morgen lukket for al biltrafik i retning mod Sjælland. Lukningen var forholdsvis kortvarig og skyldtes et færdselsuheld på broen.
Vejdirektoratet oplyser torsdag klokken 08.21 på Twitter, at der i første omgang er ét spor farbart i østlig retning.
Hos Fyns Politi oplyser vagtchef Kenneth Taanquist, at der har været en smule kø som følge af spærringen.
»Der har været kø frem til afkørslen ved Nyborg Øst, det vil sige omkring en kilometer«, lyder det fra vagtchefen.
Selve uheldet er blevet håndteret af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her har det torsdag morgen ikke været muligt at komme i kontakt med vagtchefen for at få fortalt nærmere om uheldet.
ritzau




























