Politiken vil gerne hylde venskab i alle former, farver og aldre. Hvis du har en ven eller veninde, som har en helt særlig plads i dit hjerte, så send et foto af vedkommende til venner@pol.dk og fortæl hvorfor.
Vi opdaterer løbende denne artikel med jeres bidrag.
Tre venskaber over tre generationer
Jeg tænker meget tit på, hvor taknemmelig jeg er over, at jeg er en del af tre venskaber, der strækker sig over tre generationer af kvinder.
Min mor Inge er ven med Birte. De har kendt hinanden i 35 år og fandt sammen som en del af en gruppe af kvinder fra samme lille by i Nordjylland. De er begge nu i halvfjerdserne og holder stadig fast i venskabet - på trods af at flere af de andre kvinder er faldet fra, og på trods af at de begge for længst er flyttet fra byen.
Birte er mor til Pernille, som jeg altid har kendt. Det var dog først, da jeg flyttede til København for godt 17 år siden og desperat havde brug for hjælp en nat, at min mor foreslog, at jeg skulle ringe til Pernille - hun ville uden tvivl hjælpe. Det ville hun ganske rigtigt, og det blev begyndelsen på vores meget tætte venskab, som vi har haft lige siden. Pernille og jeg er i fyrrerne og ses gerne en gang om ugen - typisk til en lang gå-/snakketur eller en tur i biografen. Vi bor fem minutter fra hinanden på Østerbro.
Pernille er mor til Alberte, som er 15 år gammel. Alberte er min datter Ellas bedste veninde (Ella er 14). De to piger har kendt hinanden og været hinandens venner, fra det øjeblik de vidste, hvad det vil sige at have en ven. De går ikke på samme skole eller har samme fritidsinteresser, men de har udviklet et meget fint og yderst ukompliceret venskab, der meget ofte inkluderer en form for madlavning eller kreative sysler - og helt utrolig mange grineflip.
Jeg ved ikke, om det ligger i generne, eller om vi bare har været heldige med eller dygtige til at skabe disse tre tætte venskaber, men for alle tre venskabers vedkommende håber og tror jeg, at de er for livet.
Det er Ella og Alberte i hængekøjen. Billedet er taget i går aftes.
De bedste hilsener fra
Sophie Soneff
Den ideelle grobund for venskaber
Til venstre ser I mig : Pauline, 58 år, socialpædagog og hønsepasser, medlem af Svanholm Storkollektiv siden 1993.
Til højre : bedsteveninden Sandra, 56 år, indvandrerlærer, medlem af Svanholm Storkollektiv siden 1992.
Bag os ser I vores dejlige lille hus som vi snart har delt i 20 år. Huset er del af Svanholm Gods og Svanholm Storkollektiv. Vi forestiller os at én af godsets mælkepiger og en staldkarl og deres børn har boet i huset for 100 år siden.
Folk som lærer os at kende går tit ud fra at vi er et par – det er vi ikke. Vi falder begge to for mænd – vi ønsker bare ikke at bo sammen med mændene i vores liv og har aldrig ønsket at få børn.
Een af mændene i mit liv har for øvrigt været Sandras bror – vi var svigerinder i hele 13 år.
Selvom vi ikke ligner hinanden – hverken i udseende eller personlighed – bliver vi tit forvekslet med hinanden i kollektivet. Så bliver vi kaldt ”Sa...nej...Pauline” eller ”Pau...nej....Sandra”. Det er ok. Faktisk synes jeg vi komplementerer hinanden ret godt. Der hvor den ene har sine svagheder har den anden noget styrke. Det gælder både i det daglidags-praktiske og på det psykosociale plan.
Vi er for øvrigt ca 80 voksne og 50 børn og unge i kollektivet og vores måde at leve sammen på er – i mine øjne – den ideelle grobund for venskaber.
Mvh
Pauline Kreiken
Bedste venner
Jeg har min bedste ven, Kim, og vi er begge enige om, at vi er bedste venner.
Jeg havde en anden rigtig god ven, som jeg sejlede kap med og sankede brænde med -mange hyggelige stunder. Venskabet begyndte at gå dårligt, da min ven kun var interesseret i at venskabet gav overskud i form af økonomi - og sådan kan man jo ikke have et venskab. Det sluttede med et skænderi - og vi sås aldrig siden. Jeg havde så en længere periode, hvor jeg var ked af at have mistet en ven. Jeg får nemlig ikke let venner.
Nå - nu kommer Kim så ind i billedet.
Jeg havde arbejdet sammen med hans kone og havde lidt forbindelse til kim.
En aften ringede Kim og sagde, at han gerne ville søge den ledige stilling som bedste ven!
Og siden har vi så været bedste venner. Skønt vi er meget forskellige - Kim er teknisk funderet og jeg er rådgiver har vi altid noget at tale om. Vi har flere gange om året “Herrerturer” hvor vi ofte ser på veteranbiler, sejlbåde og besøger konditorier - for vi er begge glade for kager. Vi taler tit sammen pr. telefon og hjælper gerne hinanden med alt muligt.
Vi er enige om at skulle holde 90 års fødselsdag sammen ( om rigtig mange år) - og bliver helbredet for dårligt, vil vi sammen tage en “Thelma og Louise” ud over Møns klint - hvilken finale på et godt venskab !
Med venlig hilsen
Torben Krüger
En hyldest til venskabet
Vi er fem kvinder som i løbet af 2021/2022 fylder 75 år. Engang var vi seks, men desværre mistede vi en fra gruppen for år tilbage. Vi var og er en gruppe, som har holdt sammen i mere end de 60 år, som er gået siden vi afsluttede realskolen.
I årene efter afslutning af realskolen spredtes vi for alle vinde. Vi fandt hver især nye veje at gå med valg af forskellige uddannelser. To fulgtes ad til gymnasium, hvor de boede på gymnasiets kostskole. En rejste til Wien som au pair, og fik samtidig sangundervisning. To rejste til England ligeledes som au pair. En fik læreplads som frisør.
Vi fandt nye relationer, valgte forskellige uddannelser: fysioterapeut, pædagog, sygeplejerske, lærer, frisør og sekretær. Vi fik kærester, etablerede familie, fik børn indtil den dag, hvor der pludselig blev levnet tid til refleksion ind i livet og dét spørgsmål rejste sig: Hvordan går det for de andre? Og da blev vore faste årlige møder etableret.
Vi kender hinandens baggrunde, har gennem barndom og ungdom boet hos hinanden og er derfor bekendte med hinandens forældre, søskende, familiehistorier og opvækstbetingelser på tæt hold. Vi ved, hvad der har været på spil i de forskellige familier, og vi kender og genkender de mønstre, som hver af os lever med.
Denne viden – at kende hinandens historie og være en del af hinandens livsfortælling, vævet ind i hvert vores livstæppe - har givet og giver stadig en fundamental tryghed for hver af os. Og selv om vi kun mødes fysisk to gange om året, så har vi hinanden i tankerne, og når vi mødes, er der kontakt til hinanden fra første sekund. Hvert øjeblik er fyldt med humor, men også med alvor, når der kastes lys på eksistensen. Og det sker til stor glæde for os alle med hjælp fra Osho Zen tarotkort, som vi bruger som refleksionskort. Det betyder, at smalltalken erstattes af dybe samtaler om livet og alderen.
Venskab tilbage til barndommen og den kontakt vi som gruppe stadig har til vores hjemegn, hvor 2 stadig bor, er en fantastisk gave at have fået - misundt af mange. Vi værdsætter den gave meget højt, og ønsker for alle, at man gør sit yderste for at bevare, holde fast i og passe på de venskaber, der etableres i barndom og ungdom.
Sådanne venskaber er guld værd hele livet igennem.
Venlig hilsen
Karen Gertrud Bjørn
Ellen Bjerre
Hanne Schmidt
Kirsten Thilsing
Og Kis Henriksen
En særlig plads i hjertet
Sasha har en særlig plads i mit hjerte, fordi hun ikke kræver eller forventer noget af mig. Hun har øje for mine kvaliteter med sit forstående og loyale sind. Hun tror altid på det bedste i mennesker (og dyr).
Hun er sådan en ven, man ringer grædende til og på magisk vis ender man med at grine halvt inde i samtalen. Og man forstår ikke helt selv, hvordan det gik til.
Foruden sin oprigtige interesse i andre mennesker er Sasha et legebarn, som gør det sjovt at dele alverdens stunder med hende - og gør det svært at forestille sig, hvordan man skal kunne leve uden hende.
Med venlig hilsen
Christine Hyllested
En hyldest til venskaber
Jeg har været så heldig at have en sand veninde, nemlig Marianne Nielsen, som gennem 44 år har været en del af mit liv.
Marianne kender jeg tilbage fra mit første barn gik i børnehave - hvor hun var barnepige for min søn. Det udviklede sig til et varmt venskab, der med årene blev meget tæt, og i dag er Marianne og hendes familie blevet en uundværlig del af vores familie.
Indsigt, loyalitet, sympati og empati er nøgleord, der kendetegner Marianne. Vi har været vidner til hinandens liv gennem alle årene. Vi bor i hver sin ende af Sjælland - afstanden har aldrig betydet, at der har været pauser, eller vi ikke har fulgt tæt med i hinandens liv.
Derudover er hun omsorgsfuld, hun lytter, hun er der også når man mindst venter det. Hun har altid været tilstede i vigtige øjeblikke i livet - et stærkt venskab der bliver passet på og værdsat. Betydningen af at have en sand ven kender man først, hvis man er så heldig at have en sådan. Jeg føler mig rig ved at have et menneske i mit liv - der har stået last og brast med mig - både i medgang og modgang.
Tak for dig Marianne.
De kærligste hilsner
Pia Damgård
Venner
Jeg har ikke en, men hele to venner jeg elsker. De sidste par dage har vi taget en “Tour de Jylland” og set alle de fantastiske områder, Jylland har at byde på. Det kan være udfordrende til tider at tilbringe så meget tid med andre, men med disse to, så er livet en leg.
Dette billede er taget i Århus under EM kampen Danmark - Tjekkiet, og det vil være en dag jeg aldrig glemmer.
Tak til jer, Niels og Nash for at dele de små og store glæder med mig ❤️
Dbh. Adam Mustafa
Maria
Hende her er den mest elskede ven i verden.
Hende jeg har fuld tillid til.
Hende der altid står bag med et kram og et grin.
En der rummer mig om min skøre familie.
Uden hende var jeg tom på en måde, man ikke kan forstå ❤️
Min ven - min hjerte søster.❤️
Kærligst Lene
Min Michelle
Jeg har altid pædagogisk prøvet at bilde min datter ind, at man da sagtens kan have flere bedste veninder. Men det er bullshit: Man kan kun have én bedsteveninde. Og min bedsteveninde er Michelle.
Jeg mødte Michelle i slut-halvfjerdserne. Min lillesøster og jeg lavede børnerestaurant i vores gårdhave, da vi fik besøg af en eksotisk og dragende 10-årig pige. Eksotisk fordi hun var halvt fransk og havde både briller og fregner. Og dragende fordi hun ikke kun selv fortalte om alt muligt, men også lyttede med lige så stor intensitet.
Så fra første dag var der bare … kontakt. Vi boede 500 meter fra hinanden, og alligevel brevvekslede vi heftigt - med lillesøster som kurér formedelst 25 øre pr. brev. Det blev til mange breve og mange højtidelige aftaler. En af aftalerne var, at vi skulle være gudmødre til hinandens førstefødte. Det løfte holdt vi.
Mens vi så fik flere børn og blev gift og skilt og så videre, var der nogle gange længere mellem de helt fordybede, heldags veninde-dates. Men nu ses vi tit.
For nylig var vi på Louisiana. Det var meningen, at vi skulle se udstillingerne, men vi satte os i parken og snakkede til museet lukkede. Og sådan er vores venskab efter 40 år, lige så intenst og dybt som altid.
Signe
Minna
Jeg vil gerne hylde min veninde Minna
Hun har en speciel plads i mit hjerte.
Hun er der for min datter og jeg, og er altid kun et opkald væk. Vi har de skønneste timer sammen, når vi ses.
Hun er så jordnær, glad og altid smilende. Og det hjælper mig på vejen igen, at have hende i mit liv.
Sine
Et mirakel
Her ser I et mirakel….miraklet er IKKE, at Lise Bonde til venstre og jeg Anette Sundby har været venner i 61 år, men at Lise er i live!
Den 1 august 2020 blev hun på en fredelig cykeltur, kørt ned af en bilist, der ramte hende inde på selve cykelstien. Hun var total lam fra halsen og ned hele den første måned, og havde brækket næse, kraveben, arm, blodprop i benet og et hav af skrammer. MEN hun er lavet af et specielt stof, og da jeg besøgte hende på femtedagen, lovede jeg hende, at ligegyldig hvilken tilstand hun endte i, så skulle jeg nok få hende med ud at rejse igen. Hver dag har lige siden været en kamp, i genoptræningslokalerne og svømmebassinet og det fortsætter!
Vi har rejst til flere eksotiske steder i verden som Honduras, El Salvador, Nicaragua, Sri Lanka og Maldiverne og været i Sommerhus i Løkken et hav af gange.
Og her er vi så igen… I går kom hun ved egen hjælp over en klit, så hun atter kunne gense sit elskede Vesterhav. Hendes liv er forandret for altid… Det er vores venskab ikke.
Anette Sundby
Mathilde, Silja og Emilie. Mit indspark - mine Venner <3
Forinden havde jeg kun venner i par. Men så begavede højskolen mig med disse tre, der sidenhen har sat farvelagt min tilværelse med helt nye nuancer. Sammen etablerer de en gennemsyrende følelse af forelskelse. En forelskelse, der snurrer helt ud i fingrene, som vi fletter sammen og ind i hinanden.
Når vi besøger oldgamle eventyr træer eller løber skrigende ud i skovsøer. Når vi deler digte eller drømme, eller når vi sanker blåmuslinger til aftenens måltid- så føler jeg mig som den absolut heldigste i hele verden.
Jeg får lyst til at afstøbe deres smilehuller og lave lydcollager af niveauerne af vores grineflip. Jeg forestiller mig smukke portrætter af deres lyttende ører og omsorgsfulde øjne.
Selvom nogle siger, at det er 'sundt at savne', så elsker jeg endnu mere virkeligheden med dem, og tyngden af dem alle hvilende i mit skød. Mig; der læser højt. Dem; der falder småspjættende i søvn.
Kærligste hilsener Lisa
Min ven Søren
Jeg blev inspireret af venne-artiklen til at skrive om min ven Søren Vinding.
Jeg har kendt ham siden 2007, hvor vores møde var i en teltlejr på Smukfest. Vi klingede med det samme gennem humor. Vi havde en ting kørende med at råbe til forbipasserende piger, at vi kun var til lange gåture på stranden, ligge i ske og møde svigerforældre med det samme. Ja… man skulle nok have været der.
Siden da har venskabet udviklet sig, og i dag kan jeg snakke med ham om alt - altså alt. Også de skøre tanker, der normalt frasorteret i min hjerne, når jeg snakker med folk.
Når jeg besøger ham, kan jeg bare gå hen og slappe helt af i sofaen, slå en prut og komme med en plat joke. Alt er i orden, for han ved præcis, hvem jeg er.
At han så er lynende intelligent er bare en ekstra bonus. Han er virkelig god at sparre med, og har hjulpet mig gennem de hårde tider med sin uforbeholdne mening, hvor han altid siger, at han vil det bedste for mig.
Det vedlagte billede er fra min fødselsdag, hvor den person, der var dårligst til 80’er arcadespil, skulle gå rundt på Nørrebro i denne fornemme mundering. Ja, det blev så Søren. Han vil både blive lidt fornærmet, men også elske, hvis det billede kommer i Politiken/politiken.dk ;-)
Søren er 38 år og bor i Aarhus. Jeg bor i Kbh, så det er noget møg, og det skal der snart gøres noget ved.
Ha’ en god dag! Claus Reiss
Min veninde Trine ❤️
Kære Politiken
Jeg faldt over jeres opslag med Sisse Rej og hvilket fantastisk tiltag.
Jeg vil gerne hylde min veninde Trine. Trine og jeg har været bedste venner de sidste 16 år og været så mange ting igennem sammen.
Trine er en fighter, men livet har virkelig givet hende hende ualmindelig mange slag, og flere end et menneske skal have.
Pandemien var et helvede for hende. Hun er frisør, men var nu tvunget til at være alene i sin lejlighed, alene med tankerne og de spøgelser, man kan ende med at skjule i skabet og arbejde sig væk fra virkeligheden. Men virkeligheden stod lige foran hende og nedlukningen gjorde at Trine fik det meget svært psykisk.
Men hun er en fighter og hun er i bedring igen idag.
Derudover har hun været verdens bedste ven og støtte da jeg i 2019 gik igennem et kræftforløb som nybagt mor! Hun var ved min side i tykt og tyndt og er det stadig idag selvom hun har sit eget at kæmpe med.
Derudover er hun verdens bedste moster for vores lille søn Kalle og generelt så kan man kun elske hendes personlighed. Hun rummer alle mennesker og dømmer ingen!
Trine er bare fantastisk .
Bh Anne Bertram.
Min veninde siden 2. mellem i 1958 på Vejle Gymnasium<3
Ellen Birgitte og jeg bor på hver sit kontinent, hun i Pennsylvania og jeg på Fanø. Vi har ikke set hinanden siden 2018; hun plejer at komme til Danmark i de lige årstal, men kunne jo ikke komme sidste år. Til gengæld mailer vi sammen, flittigt, for det meste flere gange dagligt, både om det private, men også, når vi lige ‘ordner verdenssituationen’.
På fotoet er hun sammen med sine to børnebørn, der bor i Boston, og som hun ikke havde set i mere end et år, da hun besøgte dem sidst i maj.
Venlig hilsen Lotte Demant
Min eksmands kone er min bedste veninde
Kære Politiken.
Jeg følger med i vennehistorierne. Venner og veninder er det vigtigste for mig, uden hvem jeg aldrig ville have overlevet livets strabadser. Her følger en meget, meget kort version af mit vigtigste venskab, som tog sin begyndelse i 1974 og indtil videre har varet i 47 år.
Som 14-årig blev jeg kæreste med Martin. Jeg var meget forelsket i ham, og da jeg var 17, blev jeg gravid, og Rasmus blev født da jeg var 18 og Martin var 19.
I de år havde jeg ikke øjne for andre end Martin, men som 20 årig gik det pludselig op for mig, at der var andre mænd i verden end min elskede Martin, og jeg blev grebet af en lammende klaustrofobi og udlængsel, som til sidst endte med, at vi måtte skilles.
Jeg var klarsynet nok til at indse, at jeg på det tidspunkt ville være en elendig mor for lille Rasmus på to år, mens Martin var rolig og flegmatisk – og stik imod alt hvad der forventedes af mødre på den tid (1973), var det mig der flyttede ud, selvom jeg alene havde forældremyndigheden, da vi ikke var gift. Det var et chok for alle, og blev lagt for had af en del – mest kvinder, men det er en helt anden historie.
Et halvt års tid efter blev det nytårsaften, og Martin mødte Anne, som han hurtigt blev kærester med, og den følgende påske mødte jeg hende for første gang, da jeg skulle hjem til Martin og aflevere Rasmus, som havde været hos mig et par dage. Heldigvis var vi på fin talefod med hinanden.
Straks vil hilste på hinanden, Anne og jeg, kunne jeg mærke, at jeg kunne lide hende. Og mest af alt, jeg så straks, at hun elskede Rasmus, og han hende.
Anne, Martin og Rasmus flyttede sammen i Galgebakken da Rasmus var fire, og jeg flyttede til Galgebakken kort tid efter. Så kunne Rasmus selv cykle mellem vores boliger, og vi sås alle tre meget ofte.
Langsomt og sikkert groede venskabet op mellem Anne og mig, og Rasmus oplevede at have to mødre, som heldigvis oftest var enige i alting omkring ham.
Folk omkring os sagde ofte, at det da var helt fantastisk at vi kunne være venner alle tre – men vi tænkte aldrig over det.
Gennem alle de mellemliggende år har vi dog hørt det gang på gang, så måske er det ikke så almindeligt.
Selv blev jeg gift og fik tre børn mere, Anne og Martin fik desværre ingen børn sammen. Mine tre yngste børn betragter stadig Anne og Martin som nærmeste familie, nu hvor de alle er voksne.
Nu er vi alle pensionister, der er sket voldsomme ting i hver vores liv i de 47 år der er gået, men alt har kun knyttet os tættere til hinanden.
I 1997 kom Anne ud for en ulykke hvor hun brækkede ryggen, og siden har været kørestolsbruger – det har ikke ændre vores måde at være sammen på.
I år har jeg selv fået kræft, og er i rædsom kemobehandling – det har vi grædt mange tårer over, for vi havde begge forestillet os, at vi skulle blive rigtig gamle sammen, Anne og Martin og mig.
Jeg er og vil altid være Anne dybt taknemmelig for, at hun løftede den opgave, som jeg ikke selv magtede, da jeg var for ung og umoden. Hun har altid været en fantastisk mor for Rasmus, langt bedre end jeg selv nogensinde ville have været på den tidspunkt. Nu har vi så to fælles børnebørn, som hun ligeledes er en skøn farmor for. Selv har jeg i alt otte børnebørn, de to fælles med Anne og Martin, og seks med faren til mine tre yngste børn.
De seks børn nyder også godt af at komme med på besøg hos Anne og Martin.
Så ja - Anne er min bedste veninde og vi ses mindst een gang om ugen, ofte flere.
Med venlig hilsen Anette Øgendal, Albertslund
Min ven Mogens
Jeg sender her et billede af min ven Mogens. Fotografiet har jeg taget ved min atelierplads, da vi gik sammen på Vestjyllands Højskole tilbage i 2016. Dengang var Mogens 76 og jeg 21 år.
Vi havde et danse venskab. Vi kunne tilfældigvis begge danse dansk folkedans, og det åbnede døren ind til et fantastisk møde mellem aldre.
Vi har danset alt fra polska til Electric boogie sammen. Det er længe siden jeg har snakket med Mogens, men han lyser stadig op for mig, når jeg tænker på ham, fordi det er så ærligt, det vi havde sammen.
Med kærlig hilsen Andrea Von Ostenfeldt
Roadtrip i Slovenien
Min ven Benjamin planlagde en tur til Slovenien så vi begge kunne komme ud af lejligheden. Vi har brugt de seneste dage på en økologisk slovensk farm i bjergene.
Det skal han have stor tak for
Nicolas
En god ven
Trine er den ven som alle ville ønske de havde. Hun er livsklog og empatisk og formår altid at rumme andre mennesker, selv igennem de sværeste kriser hun selv har gennemgået.
Da hendes elskede far døde, da hun var 21 år, ramlede hendes verden, og selvom hun var helt ødelagt indeni, havde hun en enorm styrke til at opretholde et liv og stadig formå at være en god ven, selvom ingen forventede det. Det er svært at leve op til, men med Trine forsøger man altid at være den bedst tænkelig udgave af sig selv, og hun får det bedste frem i alle mennesker.
Mvh. Julie Rask
Venner siden 1970`erne
På billedet ses Henning Gjelfort og jeg (med rødt skæg Peter Svendsen).
Vi blev venner tilbage i 1979, da vi startede til atletik i Frederiksberg I.F. Henning er 56 og jeg 58 i dag. Vi var da 15 og 17 år gamle.
Da vi rundede de 30 år begyndte vi at cykle, blev ryttere i C og B. klassen. For hyggens skyld, men vi kunne ikke undvære suset fra konkurrencerne, så det blev med licens og rigtigt cykelløb.
Det er slut i dag, men vi er dog stadig aktive og særligt Henning er god til at motivere og sætte os nogle mål. Vi kender hinanden som brødre og støtter hinanden i alle livets glæder og sorger. Og får nogle skønne snakke om alt mellem himmel og jord. Vi er vist begge gode lyttere. Henning er særligt rummelig og står altid parat med en hjælpende hånd. Vi ser op til hinanden med de forskellige styrker vi hver især har.
Henning siger altid, når vi ses: “Hej Peter, min ven!” :0)
Vh. Peter Svendsen
Redaktionen anbefaler
Hjertet galopperede, da Sisse sendte beskeden ud til de 19.000 medlemmer:
»Tænker de, at jeg er fucking sær?«