Tænk, hvis vi mødte alle mennesker, som vi møder vores bedste venner. Med tillid. I stand til at glæde os over deres sejre, begræde deres nederlag og bære over med deres fejltrin. Parate til at lytte. Uden at ønske, at de skal blive eller tænke ligesom os, men bare gerne hjælper dem til at blive endnu mere sig selv.
Sikke en verden.
Som i løbet af et par dage så nok ville begynde at gå os på nerverne. Og bare rolig: Så from og fordragelig en verden er der vist ingen overhængende fare for på denne side af næste årtusindskifte.
Men hvorfor har vi det så sådan med nogen? Hvorfor findes venskabet? Er det ren biologi – et smart overlevelsestrick eller tværtimod en mystisk undtagelse fra alles kamp imod alle? Og har mennesker altid haft venner på den måde, vi har det i dag? Eller har også venskabet ændret sig gennem tiden?
