Positivprocenten ligger på sit højeste niveau siden 15. januar. 1,26 procent af PCR-prøverne var positive.

Det går i den forkerte retning: Over 1.000 nye smittetilfælde det seneste døgn

Foto: Jesper Houborg/POLFOTO
Foto: Jesper Houborg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Der er registreret 1055 nye smittetilfælde med corona det seneste døgn, oplyser Statens Serum Institut (SSI) tirsdag.

Det er det højeste siden 27. maj, hvor tallet var 1119.

Dermed fortsætter tendensen, hvor smittetallet har været stigende siden slutningen af juni.

1,26 procent af de 83.701 PCR-test, der er kommet svar på det seneste døgn, er positive. Det er ikke set højere siden 15. januar.

Dagens smittetal tyder på, at det går i den forkerte retning, og det er ikke oplagt at løsne alle restriktioner.

Det vurderer Åse Bengård Andersen, ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet.

»Om det er de rette restriktioner, vi har, hvor man giver lov til større sportsbegivenheder, mens mere stilfærdige begivenheder er underlagt restriktioner, kan man jo diskutere«.

»Men jeg må sige, at jeg godt kan forstå, at man ikke får lyst til at løsne mere, sådan som det ser ud nu«, siger hun.

Antallet af indlagte stiger med 10 til 47. Indlæggelsestallet har været stigende siden 10. juli, men ligger dog fortsat i den lave ende sammenlignet med tidligere på året.

I begyndelsen af januar var der 964 coronarelaterede indlagte på de danske hospitaler.

Der er ingen nye dødsfald.

Der er også blevet foretaget 163.302 antigentest - også kaldet lyntest - de seneste 24 timer. Resultaterne af disse tages dog ikke med i de daglige smittetal, da der er stor usikkerhed forbundet med dem.

I Danmark fortsætter vaccineudrulningen med at vinde frem. Knap 90.000 er blevet vaccineret med en coronavaccine siden mandag. Det betyder, at 41,1 procent af befolkningen nu kan kalde sig færdigvaccineret svarende til 2.403.791 personer.

63,8 procent har modtaget mindst ét stik.

Opdateres

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her