I København faldt en kvinde fredag ud fra en altan. Hendes mandlige samlever blev anholdt, men er nu løsladt.

38-årig kvinde er faldet ud fra altan - samlever sigtet for drabsforsøg

Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 18.37

En 38-årig kvinde er fredag morgen faldet ud fra en altan på første sal i Emdrup Huse, der ligger tæt på Emdrup Station i København.

Det oplyser Chenette Westergaard, central efterforskningsleder ved Københavns Politi, der fik anmeldelsen 08.59.

Kvindens mandlige samlever - en 44-årig mand - blev anholdt og sigtet for drabsforsøg.

Espen Godiksen, som også er central efterforskningsleder ved Københavns Politi, oplyser tidligt fredag aften, at politiet ikke søger at varetægtsfængsle manden. Han er i stedet blevet løsladt.

Manden er stadig sigtet for drabsforsøg. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at han i sidste ende vil blive tiltalt for drabsforsøg ved en domstol, da sigtelsen først skal behandles af anklagemyndigheden ved Københavns Politi.

Kvinden blev kørt til behandling på hospitalet efter ulykken, og hun er uden for livsfare.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her