Den danske sommer har de seneste uger leveret masser af strandvejr. Nu venter mere ustadigt vejr, der nok kræver, at man lige tjekker vejrudsigten, før man drøner på stranden.
»Det er ikke fordi, det pludselig bliver vinter, men vi går en tid i møde med mere omskifteligt vejr. Det overordnede vejrskift går på, at luften bliver mere fugtig. Temperaturerne falder ikke nødvendigvis særlig meget, men vi kan forvente en del byger«, siger vagthavende meteorolog ved Dansk Meteorologisk Institut (DMI) fredag, Frank Nielsen.
fra søndag kommer der mere fugtig luft, der gerne vil producere noget regn og nogle byger
Han kalder de kommende ugers vejr for »popcornsvejr«, hvor bygerne kan være svære at forudsige, og bare vil poppe frem forskellige steder i landet. Det er godt for landmænd og haveejere efter en længere periode uden særlig meget regn, men måske mindre fedt for dem, der tilbringer ferien i det danske sommerlandskab. De må sørge for at udnytte lørdagen, der mange steder byder på høj sol og 25 grader.
»I denne uge har vi haft mere tør luft, som gør, at det har føltes meget behageligt. Det får vi også i morgen lørdag, hvor vi får en rigtig flot sommerdag, men fra søndag kommer der mere fugtig luft, der gerne vil producere noget regn og nogle byger«, siger Frank Nielsen.
Ingen voldsomme regnskyl
Temperaturene vil de fleste steder blive oppe omkring 22 til 25 grader i den kommende tid – lige på nær nogle dage omkring fredag i den kommende uge, hvor en mere tør luft vil blæse ind og tage temperaturen et ryk ned.
DMI forventer, at der søndag til torsdag vil falde omkring 10 til 30 millimeter regn de fleste steder i landet.
»Måske når vi op på 30 til 50 millimeter nogle steder. Det kan godt være en del, hvis det falder samtidig, men det kommer med stor sandsynlighed til at falde over tre til fire gange, og derfor vil det ikke føles som et usædvanligt regnskyl«, siger Frank Nielsen.
Meget tyder på, at strandgæsterne kan være så heldige, at bygerne primært vil samle sig mere i midten af landet i den kommende uge, og at der derfor vil være mindre regn ude ved kysterne.
Generelt må vi indstille os på mere omskifteligt sommervejr, men et trick til at fange lidt solstråler i sin sommerferie kan være at stå tidligt op.
»Mange steder vil vi opleve, at skyerne falder sammen om natten, så dagen starter med pæn sol, og så vil skyerne og regnen først komme ud på eftermiddagen«, siger Frank Nielsen fra DMI.
fortsæt med at læse




























