En 54-årig mand er sigtet for drab på sin 75-årige mor, der fredag blev fundet død på sønnens adresse.

Søn fængslet for drab på sin mor

Foto: Joachim Ladefoged
Foto: Joachim Ladefoged
Lyt til artiklen

En 54-årig mand, der er sigtet for at have dræbt sin mor i Brønderslev, er blevet varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør i Retten i Hjørring.

Det oplyser Nordjyllands Politi fredag aften klokken 19.50, efter at grundlovsforhøret, der begyndte klokken 18, er slut.

Det var fredag morgen klokken 05.15, at politiet fik en anmeldelse om, at den 75-årige kvinde havde slået hovedet ved et muligt fald. Hun afgik ved døden på sygehuset som følge af sine skader.

Adressen tilhørte sønnen, og han var til stede, da det mulige fald skete, har vicepolitiinspektør og efterforskningsleder ved Nordjyllands Politi Niels Kronborg oplyst til Ekstra Bladet.

Sønnen blev anholdt, og sent fredag eftermiddag oplyste politiet, at han er sigtet for drab. Det er i øjeblikket uvist, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

Anklagemyndigheden oplyste desuden inden grundlovsforhøret, at den ville begære lukkede døre. Det er dermed sandsynligt, at kun sigtelsen er blevet læst op for offentligheden.

Ifølge Ekstra Bladet havde den 54-årige ringet til en pårørende for at fortælle om faldet, hvorefter den pårørende ringede 112. Kvindens mulige fald skulle være sket omkring klokken 04.00 fredag.

Politiets videre efterforskning består nu blandt andet i en række afhøringer, retsmedicinske og tekniske undersøgelser samt undersøgelser på adressen i Brønderslev.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her