En 38-årig mand er fortsat i koma efter et knivstikkeri fredag. Politiet leder efter mulige medgerningsmænd.

29-årig mand sigtet i sag om knivstikkeri

Lyt til artiklen

En 29-årig mand er blevet sigtet for medvirken til forsøg på drab på en 38-årig mand fredag aften i Brabrand i det vestlige Aarhus.

Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.

Den 38-årige mand er i koma efter at være blevet udsat for knivstikkeri.

Politiet kender endnu ikke til et muligt motiv for knivstikkeriet, men fandt frem til den 29-årige sigtede ved hjælp af videoovervågning og vidner.

»Det var så interessant, at anklagemyndigheden har vurderet, at de vil gå videre med det«, siger René Ludvig, der er vagthavende hos Østjyllands Politi.

Episoden fandt sted på Lenesvej i Brabrand.

Politiet oplyser, at de fortsat leder efter andre mulige gerningsmænd, og at de i den forbindelse søger vidner til episoden. Har man hørt eller set noget, kan man henvende sig til politiet på 114.

Den 29-årige fremstilles i grundlovsforhør i Aarhus lørdag aften med henblik på varetægtsfængsling.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her