Søndag morgen blev en kvinde varetægtsfængslet for drabsforsøg på fire personer. Hun erkender forbrydelsen.

49-årig kvinde stak fire familiemedlemmer med kniv i Kolding

Lyt til artiklen

En 49-årig kvinde stak fire personer, som hun har en familiær relation til, et ukendt antal gange med kniv lørdag morgen.

Det er søndag morgen kommet frem i et grundlovsforhør i Retten i Horsens, hvor kvinden blev sigtet for drabsforsøg. Det oplyser anklager Anna Holm Christensen fra Sydøstjyllands Politi.

»Hun erkender«, siger anklageren, der fortæller, at kvinden ikke afgav en forklaring i retsmødet.

Drabsforsøgene fandt sted i Kolding forud for klokken otte lørdag morgen. Her rykkede politiet ud til hændelsen, der foregik på to forskellige i adresser i det sydlige Kolding.

Grundlovsforhøret i retten søndag foregik for lukkede døre. Derfor holdes politiets beviser i sagen hemmelige ind til videre.

Anklageren vil på grund af de lukkede døre ikke fortælle nærmere om kvindens relation til de fire personer eller de fire personers alder. Politiets vagtchef oplyste dog lørdag aften, at der ikke er tale om mindreårige.

To af ofrene er i kritisk tilstand, og der er umiddelbart ikke nyt om deres tilstand søndag morgen.

Politiet oplyste lørdag, at det mener, at kvinden har handlet alene. Man leder ikke efter flere gerningsmænd.

Den 49-årige kvinde er blevet varetægtsfængslet frem til 10. september. Såfremt anklagemyndigheden ønsker det, vil den kunne begære hendes fængsling forlænget. Det kan maksimalt ske for fire uger ad gangen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her