Det står fast, at tre personer ikke skal betale bøder for i april sidste år at overtræde et opholdsforbud, der var nedlagt på Islands Brygge i København for at forhindre smitte med coronavirus.
Tirsdag har Østre Landsret stadfæstet byrettens afgørelse om, at de tre skal frifindes for at betale bøderne, der lå på 2500 kroner hver.
Landsretten mener ikke, at det er bevist, at de tre havde eller burde have set de omkring 100 opsatte skilte i primært A4- og A3-format, der var sat op under opholdsforbuddet i det cirka en kilometer lange område ved Islands Brygge.
De var eller burde heller ikke på anden måde have været bekendt med opholdsforbuddet, lyder det.
De tre personer - to kvinder og en mand - fik bøderne 26. april 2020, efter at Københavns Politi 25. april om aftenen indførte et forbud mod at tage ophold på Islands Brygge i København.
Det var okay for personer eksempelvis at stoppe for at binde snørebånd, men eksempelvis at sætte sig ned ville ikke være i orden.
I september sidste år afgjorde Københavns Byret, at de tre ikke skulle betale bøder for at overtræde forbuddet, men anklagemyndigheden ankede dommene til landsretten. Men her har landsretten altså afvist anklagemyndighedens påstand.
Opdateres
Ritzau




























