En kvinde har lørdag mistet livet i Faaborg Havn. Hun blev opdaget liggende livløs i vandet, og hendes liv stod ikke til at redde.
Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Torben Jakobsen til B.T.
Det var personale på Ærø-færgen, der lå til kaj i havnen, der opdagede kvinden.
De fik hende reddet i land, men kort efter blev hun erklæret død af en læge på stedet, oplyser vagtchefen til avisen.
Politiet har endnu ikke identificeret kvinden, men fortæller til avisen, at der er tale om en ældre kvinde. Hun er sandsynligvis en lokal beboer.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 08.20.
TV 2 skriver, at de første meldinger går på, at kvinden sandsynligvis var gået ud for at bade.
Indsatsleder ved Beredskab Fyn, Jan Dideriksen, siger til Fyens Stiftstidende, at personalet på Ærø-færgen så kvinden liggende i vandet cirka 50 meter ude fra havnekanten.
ritzau



























