En 37-årig mand er blevet dræbt i en trafikulykke, der sent torsdag aften lukkede Storebæltsbroen i over to timer, oplyser vagtchef Lars Denholt ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Ulykken indtraf ifølge TV2 Fyn klokken 21.38.
En bil kom af ukendte årsager ud af kurs i vestgående retning mod Fyn og endte på tværs mellem første vognbane og nødsporet, fortæller Lars Denholt.
»Da føreren så stiger ud og går om bag sit køretøj, der befinder sig midt i første vognbane, kommer der en bil, som ikke ser ham, og påkører ham direkte«, siger vagtchefen.
Manden blev efterfølgende erklæret død. Den 37-åriges familie er blevet underrettet, oplyser politiet.
»Føreren af den anden bil er sendt til kontrol på hospitalet, men er umiddelbart uskadt«, siger Lars Denholt videre.
Først klokken 00.30 blev der åbnet for biltrafik i retningen igen.
ritzau
fortsæt med at læse




























