De nærmere omstændigheder omkring politiets arbejde ved Frederiksborg Gymnasium kendes endnu ikke.


Politiet afblæser alarm ved gymnasium i Hillerød

Lyt til artiklen

Politiet har mandag eftermiddag været til stede på Frederiksborg Gymnasium i Hillerød. Her har betjente undersøgt et mistænkeligt forhold.

Men der var tilsyneladende intet at komme efter. Nordsjællands Politi oplyser således, at arbejdet på stedet er afsluttet.

Politikredsen ville i første omgang ikke oplyse, hvorfor man rykkede ud til gymnasiet i Hillerød.

Men i en opdatering på Twitter skriver politiet omkring klokken 14.15, at en person bevæbnet med en kniv tidligere på dagen blev set nær Frederiksborg Gymnasium.

Og det var denne episode, der fik gymnasiet til at slå alarm.

»Vores tilstedeværelse skyldtes en anmeldelse om en person med en kniv, som gik i skovområdet øst for gymnasiet. Vi har pågrebet personen, og episoden havde ingen relation til gymnasiet, skriver Nordsjællands Politi.

Politiet vil fortsat være til stede med »tryghedsskabende patruljer« omkring Frederiksborg Gymnasium.

Gymnasiet ligger ved Teglgårdssøen tæt på Hillerød Station.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her