Antallet af danskere, der skiftede fornavn, steg støt sidste år, hvor corona ramte Danmark. Her skiftede 29 procent flere personer fornavn end gennemsnittet for perioden 2015-2019. Det viser tal fra Danmarks Statistik (DST).
Der var en tydelig stigning, efter at der blev indført restriktioner i samfundet i marts sidste år for at inddæmme smitten med corona. Særligt i juni, juli, oktober, november og december har DST registreret en stigning.
»Hvorfor nedlukningen tilsyneladende har påvirket antallet af fornavneskift, kan der kun spekuleres om. Men eftersom tendensen i 2020 var så markant, har vi valgt at tage opgørelsen med i denne publikation«, skriver DST.
Birgit Eggert, der er navneforsker ved Københavns Universitet, kalder udviklingen påfaldende.
»Det er både en markant og påfaldende udvikling, men i forhold til årsagssammenhængen kan jeg ikke konkludere noget«, siger hun.
Knap 6.000 skiftede navn
Navneforskeren hæfter sig dog ved, at stigningen skiller sig ud fra den generelle udvikling.
»Den generelle tendens viser, at der har været en lille stigning de seneste 10 år, men det er ikke noget i forhold til denne udvikling«, siger hun med henvisning til de seneste tal.
DST oplyser, at antallet af navneskift så en stigning tilbage i 2006 og 2007, hvilket »formentlig skyldtes indførelsen af en ny navnelov«.
»En tilsvarende ændring i 2020, som kunne forklare stigningen, er vi ikke bekendt med«, forlyder det.
I alt skiftede 5.932 personer fornavn i 2020. Gennemsnittet for perioden 2015-2019 var omkring 4.600 fornavneskift om året.
ritzau
fortsæt med at læse





























