Med kniv, slag, spark og tramp blev en 26-årig mandlig pædagogmedhjælper overfaldet på en parkeringsplads i Odense-bydelen Vollsmose i juli sidste år. Godt et år senere er fem mænd blevet dømt for den voldsomme episode, der udspillede sig om aftenen den 19. juli i Fyrreparken. Tilsammen er mændene blevet idømt ti et halvt års fængsel, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Dommen er blevet afsagt ved Retten i Odense mandag. Den hårdeste straf på tre et halvt års fængsel fik en 22-årig mand, som blev dømt for at have stukket det nu 27-årige offer. Foruden fængsel blev den 22-årige også straffet med udvisning for bestandig. Også en 18-årig mand og en anden 22-årig mand blev med dommen udvist. De fik henholdsvis tre års fængsel og to et halvt års fængsel.
Mens sidstnævnte er udvist med indrejseforbud for bestandig, må den 18-årige mand rejse ind i Danmark igen efter seks år. Alle tre er udvist til Somalia, skriver fyens.dk. De resterende to dømte har fået henholdsvis halvandet og et års fængsel. Sidstnævnte fik en advarsel om udvisning.
Angreb offeret som hyæner
Den nu 27-årige pædagogmedhjælper havde forud for det grove overfald anmeldt den nu 18-årige for et overfald med en peberspray på det opholdssted, han arbejdede. Kort før sagen skulle for retten, blev den 27-årige passet op af de fem mænd. De opsøgte ham, da han havde parkeret for at aflevere sin 4-årige datter til pigens mor, forklarede offeret i retten.
Manden var sammen med en ven, som blev hos datteren, mens han selv gik med gruppen et stykke væk for at snakke. De endte med at overfalde ham, og i retten beskrev han det »som hyæner, der overfaldt et bytte«, skriver Fyns Politi i pressemeddelelsen.
Anklager Daniel Dokkedahl er tilfreds med dommen.
»Det er altid alvorligt, når et vidne bliver overfaldet, og det er en skærpende omstændighed, at det er en offentligt ansat person. Ydermere skete det i mandens fritid, mens han var sammen med sin lille datter«, udtaler han.
Alle tre udvisningsdømte har anket dommen på stedet. De to andre har endnu ikke taget stilling.
ritzau
fortsæt med at læse




























