De overenskomststridige arbejdsnedlæggelser blandt landets sygeplejersker fortsætter. Tirsdag har en gruppe sygeplejersker på Herlev Hospital nedlagt arbejdet for en time.
Et politisk indgreb afsluttede ellers i slutningen af august sygeplejerskernes strejke. Siden har flere sygeplejersker dog vist deres utilfredshed ved at nedlægge arbejdet i kortere tid.
Arbejdsretten har pålagt sygeplejerskerne at genoptage arbejdet og at holde det normaliseret. Protesterne er dog fortsat i september.
Vi gør det for at sikre patienterne den pleje og omsorg, de har behov for, at der er hænder nok og fair arbejdsvilkår og løn
»Vi gør det for at sikre patienterne den pleje og omsorg, de har behov for, at der er hænder nok og fair arbejdsvilkår og løn«, siger Rasmus Christian Post. Han er en af de sygeplejersker, der har nedlagt arbejdet.
Kan pålægges bod
Arbejdsretten har pålagt sygeplejerskerne at genoptage arbejdet og holde det stabiliseret. Men Rasmus Christian Post fortæller, at protesten også vil finde sted onsdag på Herlev Hospital.
»Vi håber, vi får vækket regeringen og får den til at indse, at den ikke løser noget ved et indgreb og en lønkomité. Det har de prøvet før«.
Han henviser til, at der med indgrebet, der stoppede konflikten, blev nedsat en komité. Den skal se på lønforholdene for offentligt ansatte.
»Vi har et sundhedsvæsen, som bløder. Det er ikke nok at kigge på løn, vi skal også se på at få flere hænder og bedre arbejdsvilkår«, siger Rasmus Christian Post.
Hos landets regioner, hvor de fleste sygeplejersker er ansat, havde man håbet, at rettens påbud ville sætte en stopper for arbejdsnedlæggelserne.
»Vi vil behandle dagens arbejdsnedlæggelser på samme måde, som vi har behandlet de tidligere overenskomststridige arbejdsnedlæggelser«.
»Vi ser en tæt sammenhæng mellem disse. På den baggrund tager vi derfor nu kontakt til Fagbevægelsens Hovedorganisation«, oplyser Danske Regioner.
Når sygeplejersker nedlægger arbejdet i strid med deres overenskomst, kan de pålægges en bod på 56 kroner i timen. Arbejdsretten kan hæve boden til 86 kroner i timen, hvis arbejdsnedlæggelserne ikke ophører.
Ritzau
fortsæt med at læse




























