Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

En række borgmestre har kritiseret Miljøministeriets forslag om at omdanne områder til naturnationalparker.

Lektor: Den folkelige opbakning til naturparker kan lide knæk

Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard
Lyt til artiklen

Borgmestre står langtfra klar til at til blive hjemsted for nye nationalparker, og det kan også blive problematisk for Miljøministeriet at tiltrække den folkelige opbakning til projektet, mener Keld Buciek, lektor hos Center for Natur- og Nationalparkforening ved Roskilde Universitet.

»Den folkelige opbakning til de nuværende nationalparker har jo været hængt op på, at det er noget andet end bare natur – at der også var noget kulturhistorisk. Og forslaget bliver nok udfordret nu, fordi det kan være svært at sikre opbakningen til nogle mere reservat-orienterede anlæg«, siger han.

Borgmestrenes kritik kommer, efter at Miljøministeriet onsdag udsendte en række forslag til områder, der ville kunne omdannes til såkaldte naturnationalparker.

Dårlige erfaringer i Nordsjælland

Keld Buciek mener ikke, at naturnationalparkerne, skulle de blive ført ud i livet, kan give særligt meget til et givent område.

»Især ikke hvis man drager en parallel til de nuværende nationalparker, der har haft mulighed for at tiltrække turister og lave forskellige oplevelsesting. Der bliver naturnationalparkerne nok mere restriktivt forvaltet. Det vil sige, at der nok ikke bliver lavet publikumsfaciliteter og kulturelle elementer«, siger han.

»Men naturnationalparkerne skal jo så heller ikke ses som et tilskud til området. De skal mere ses ud fra et hensyn til naturen og naturens processer end ud fra et hensyn til lokalområdet«, tilføjer han.

Når Keld Buciek vurderer, at forslaget vil møde modstand fra befolkningen, bygger han det på de erfaringer, man allerede har gjort sig i de nuværende nationalparker. Heriblandt i Kongernes Nordsjælland.

»Parken er et mærkeligt kludetæppe af fragmenterede områder, så man kan dårligt kalde det en nationalpark«, siger han.

»Så der er også noget med, at kritikken tager udgangspunkt i den praksis, der er og har været om de eksisterende nationalparker. Det her eksempel gør det formentlig svært for andre at se lyst på det nye forslag«, lyder det.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her