En 46-årig mand, der forleden blev overfaldet med kniv i Rønne, er afgået ved døden. Det oplyser politiet lørdag formiddag.
Manden blev stukket flere gange med en kniv mandag eftermiddag. Det skete på et kommunalt drevet værested for personer med misbrugsproblemer.
I tilknytning til værestedet på Fabriksvej er der 16 lejligheder, som bebos af nogle af de faste brugere.
Politiet efterlyste efter forbrydelsen en navngiven 35-årig mand, der blev set køre fra stedet på en cykel.
Manden blev anholdt midt på ugen, og torsdag besluttede en dommer i Retten i Rønne at varetægtsfængsle ham.
ritzau



























