Yderligere 333 er registreret smittet med corona det seneste døgn.

Professor efter nye smittetal: »Jeg mener ikke, man skal lægge så meget i sådan en stigning«

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Der er det seneste døgn registreret 333 smittetilfælde i Danmark,t viser tal fra Statens Serum Institut (SSI). Dermed fortsætter den stabile tendens i smittetallene, som har været gældende de seneste uger med 300-400 smittetilfælde om dagen.

Det seneste døgns smittetilfælde er fundet blandt 26.908 PCR-test, som tages via en podning i halsen. Det svarer til, at 1,24 procent af testene var positive.

Antallet af indlagte med coronavirus på landets hospitaler er det seneste døgn steget med 10 til 95. De seneste to dage er antallet er indlagte steget fra 77 til 95, men ifølge Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet, er der ikke tale om en bekymrende tendens.

»Jeg mener ikke, man skal lægge så meget i sådan en stigning. Det er små tal i statistisk sammenhæng, og derfor er der en betydelig variation. Så for mig ligner det mest af alt en stabil situation«.

Den kommende periode vil formodentlig byde på koldere vejr, og derfor vil vi rykke indendørs. I den forbindelse har Hans Jørn Kolmos en anbefaling til danskerne.

»Det er vigtigt, at vi lufter ud. Det er en overset ting, men vi ved, at virus kan overføres via luften. Det er klart, at virus får bedre muligheder for at sprede sig, når vi rykker indenfor, men nu må vi se, hvor galt det går. Foreløbig ser det meget fornuftigt ud, så mon ikke vi klarer det?«

Ekspertgruppe kommer med pronose

En ekspertgruppe under Statens Serum Institut har mandag fremlagt en prognose for, hvordan smitten og antallet af indlæggelser kommer til at udvikle sig i efteråret. Man har regnet på en række forskellige scenarier, hvor der blandt andet bliver taget højde for, hvor mange der er vaccineret i befolkningen. Ved alle scenarierne ventes et fortsat fald eller stagnation i epidemien de kommende uger. I de fleste af scenarierne ses derefter en stigning i antallet af smittede og indlæggelser i løbet af efteråret. Det har dog ikke været muligt at vurdere, hvornår smitten begynder at sige, skriver SSI i rapporten.

Der er fire nye dødsfald. Samlet har Danmark registreret 2.646 coronadødsfald siden marts 2020.

I alt 4.365 personer har fået et stik med en vaccine mod covid-19 i løbet af det seneste døgn. Af dem er 2.791 blevet færdigvaccineret. Dermed er 74,3 procent af indbyggerne i Danmark – svarende til 4,36 millioner personer – færdigvaccinerede mod covid-19. Desuden har 64.459 borgere – svarende til 1,1 procent af befolkningen – modtaget tredje stik.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her