Alle, der elsker actionfilm, ved, at hvis man ser ned og opdager, at man står på et stykke plastik, så er ens dage talte. Lamperne, der blev designet til at lyse på stierne for motionsløberne i Fælledparken, må have det på samme måde.
Lysstanderne, der i 2008 var A.P. Møller Fondens gave til hvileløse motionister, som nu pludselig kunne løbe døgnet rundt i københavnernes park, er lige til at køre på lossepladsen. De stolte søjler, der skulle kaste glans over storbyens motionsliv uden at blænde, står nu og skutter sig i støvregnen, mens de brune blade blæser forbi dem, lamperne er nyttesløse, svøbt i tyk rød plast holdt fast af gaffatape og sorte strips.




























