En 21-årig mand, der er i familie med offeret, blev anholdt, en halv time efter at kvinde blev fundet død.

21-årig sigtet for drab på familiemedlem i Tisvildeleje

Lyt til artiklen

En 21-årig mand, der tirsdag morgen bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør, er sigtet for drab på en 55-årig kvinde.

Hun blev mandag fundet død i Tisvildeleje.

Det skriver Ekstra Bladet.

Af sigtelsen lyder det, at drabet skete mandag morgen, og at det skal være begået med kniv.

Under retsmødet tirsdag oplyser, den sigtedes forsvarsadvokat ifølge Ekstra Bladet, at han erkender ’en del af de faktiske omstændigheder’.

Det uddybes ikke, hvad han nærmere præcist erkender.

Politiet modtog anmeldelsen om kvinden klokken 08.27 mandag morgen.

En halv time efter blev den 21-årige mand, der er i familie med kvinden, anholdt.

Hændelsen fandt sted på Pyramidestien i Tisvildeleje, som er et område, der rummer mange sommerhuse.

Retsmødet tirsdag var sat til at begynde klokken 8.00 ved Retten i Helsingør.

Ifølge Ekstra Bladet, der var til stede i retten, blev den sigtede ført ind i retssalen iført en ’sygehusskjorte og med et tæppe omkring sig’.

Ifølge avisens journalist virkede manden tydeligt påvirket af sagen, ’og stemmen dirrede, da han skulle oplyse sit navn og fødselsdato’.

På tilhørerpladserne sad mandens familie.

Herefter anmodede anklager Bente Schnack om, at dørene blev lukket, hvilket dommeren imødekom.

Det betyder, at offentligheden ikke kan få indblik i den sigtedes forklaring og de beviser, som anklagemyndigheden mener at have.

Der blev desuden nedlagt navneforbud, hvilket betyder, at det ikke er tilladt at beskrive den 21-årige mand yderligere.

Dommeren skal nu tage stilling til, hvorvidt manden skal varetægtsfængsles.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her