En ældre mand er fortsat på fri fod, efter at han angiveligt har overfaldet en 21-årig poder i Holte.

Ældre mand overfaldt poder i vrede over ikke at få lov til at tage kviktest med hjem

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

En 21-årig mandlig poder i et kviktest-center i Holte er torsdag eftermiddag blevet overfaldet af en ældre mand, fortæller D.J. Eckert, der er vagtchef hos Nordsjællands Politi.

»Den formodede gerningsmand tog fat i kraven på poderen, hvorefter der opstod et mindre skænderi og håndgemæng mellem de to. Det skete angiveligt, fordi manden ikke måtte tage sin kviktest med sig hjem«, siger han.

Den formodede gerningsmand er fortsat på fri fod, men politiet kender identiteten på ham. I øjeblikket pågår den videre efterforskning, og politiet forventer, at en anholdelse kan finde sted inden for kort tid, siger D.J. Eckert omkring klokken 18.20.

Politiet tager det meget alvorligt, og episoden betragtes som vold mod en person i offentlig tjeneste.

»Vi tager det alvorligt, fordi det er et angreb på en samfundsinstitution, hvor nogle folk foretager en meget vigtig samfundsopgave«, siger vagtchefen.

Betjentene, der rykkede ud til episoden, havde kontakt til flere vidner på stedet, der kunne bekræfte poderens udlægning.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her