Statsrevisorerne kritiserer skarpt Skattestyrelsens utilstrækkelige indsats for at sikre, at danske virksomheder indberetter korrekt moms af EU-handel.
Det er uvist, hvor stor svindlen er.
Men 100 milliarder kroner ud af de 261 milliarder kroner årlige gennemsnitlige differencer ved EU-køb er særligt risikofyldte.
Det oplyser Statsrevisorerne på baggrund af en beretning fra Rigsrevisionen.
Kritikken er i den høje ende af skalaen for Statsrevisorerne, der er statens økonomiske vagthund.
Der opstår differencer, når danske virksomheder skal angive moms og indberetter mindre ved køb i EU, end de udenlandske virksomheder har indberettet i EU’s elektroniske database.
I ti år har Skattestyrelsen ikke rykket virksomheder med differencer, og styrelsen har ikke etableret kontroller, der understøtter, at virksomhederne indberetter korrekt om EU-handel.
De store differencer kan indikere, at danske virksomheder ikke har angivet korrekt moms af EU-købene. Desuden kan varer være blevet solgt videre sort.
Fejl eller svindel i blot få procent af de samlede forskelle kan betyde meget store momstab.
Styrelsen kunne opdage mere organiseret momssvig ved en øget indsats på området, lyder det.
Skattestyrelsen har i gennemsnit kun kontrolleret tre procent af virksomhederne med EU-handel.
ritzau



























