Hverken statsministerens eller andre ansatte i Statsministeriet har fået rekonstrueret deres slettede sms’er.

Partier undrer sig: Hvorfor fortæller de først om den umulige gendannelse af sms'er dagen efter valget?

Mette Frederiksen og justitsminister Nick Hækkerup ved pressemødet 3. november, hvor de forsøgte at forklare baggrunden for de slette sms'er.  Foto: Jens Dresling
Mette Frederiksen og justitsminister Nick Hækkerup ved pressemødet 3. november, hvor de forsøgte at forklare baggrunden for de slette sms'er. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 18.58 med en reaktion fra Venstre og Konservative.

Det har ikke været muligt at genskabe sms’er fra statsminister Mette Frederiksens (S) telefon eller andre ansatte i Statsministeriet.

Det oplyser Justitsministeriet i en meddelelse.

»Det er kun i regeringens interesse at få kastet lys over denne sag, og derfor tog vi også det helt ekstraordinære skridt at bede politiets teknikere om at forsøge at genskabe sms’erne«.

»Det er desværre ikke lykkedes i det omfang, vi havde håbet«, siger justitsminister Nick Hækkerup (S).

Oplysningen kommer dagen efter valget

Det har været muligt at genskabe et meget begrænset antal sms’er fra Justitsministeriets departementschefs enheder.

Meldingen kommer dagen efter kommunalvalget, hvor Socialdemokratiet gik tilbage i store dele af landet og særligt i de største byer, hvilket af nogle tilskrives sms-sagen.

Venstres formand for retsudvalget, Morten Dahlin (V), kalder det ’nærliggende at antage’, at regeringen bevidst har gemt beskeden for at den ikke skulle ramme Socialdemokratiet i kommunalvalget.

»Vi har ingen tillid til regeringen og statsministeren i den her sag. Statsministeren har ved flere lejligheder vist, at hun personligt detaljestyrer alt, hvad hun kan komme i nærheden af i centraladministrationen. Det er meget påfaldende, at de her oplysninger lige skulle gemmes væk til dagen efter kommunalvalget«, siger Morten Dahlin.

Søren Pape ønsker at gøre et nyt forsøg

Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, vil dog ikke give fortabt. Han vil have teknikere fra private firmaer til at genskabe Mette Frederiksens sms-beskeder fra minksagen, skriver B.T.

»Mette Frederiksen må godt nok være bange for danskernes reaktion, når regeringen tilbageholder central information om slettede sms’er til dagen efter valget«, siger Søren Pape Poulsen til B.T.

»Politiet er dygtige, men hvis der findes endnu dygtigere eksperter i private firmaer, så skal de også have mulighed for at genskabe sms’erne. Den her skandale skal vi gøre alt for at komme til bunds i«, siger han.

Også regeringens støtteparti Radikale ’ser med stor alvor på’, at beskederne fra Mette Frederiksen og hendes tre nærmeste medarbejdere er slettet og foreløbig ikke kan genskabes.

I fredags kom Justitsministeriet med en melding om, at det endnu ikke var til at sige, om beskederne kunne genskabes. Flere medier spurgte specifikt til det.

Seks dage senere er ministeriet klar med et svar.

»Justitsministeriet har opbevaret kuverterne på vegne af statsministeren og de øvrige personer, siden politiets teknikere blev færdige med undersøgelserne«.

»Justitsministeriet har således ikke haft adgang til materialet i denne periode«, siger justitsministeren i meddelelsen.

En kommission har bedt om adgang til alt skriftligt materiale, men statsministeren og flere topembedsmænd har haft en funktion for automatisk sletning sat til, selv om det stod klart, at minksagen skulle undersøges.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her