I både Fødevareministeriet, Justitsministeriet og Sundhedsministeriet havde diskussionen været oppe flere gange i efteråret 2020: Havde man hjemmel i lovgivningen til at aflive alle mink i Danmark?
Fødevareministeriet havde gentagne gange sagt og skrevet til de andre ministerier, at svaret var klart nej. Alligevel blev det ifølge de hidtidige forklaringer ikke nævnt, da ministrene i regeringens koordinationsudvalg 3. november besluttede at aflive alle mink.



























