Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har en meget larmende printer i kælderen hjemme i huset i Hareskov By nord for København. Printeren larmer så meget, at han næsten ikke kunne høre, hvad der blev sagt, da statsminister Mette Frederiksen (S) indledte det virtuelle møde i regeringens koordinationsudvalg 3. november sidste år, hvor regeringen besluttede at aflive alle mink.
»Jeg får det endelige materiale kl. 21.30, og der starter mødet. Jeg husker det meget tydeligt, for jeg har en printer, der larmer meget og er meget forstyrrende«, forklarede Simon Kollerup fredag til Minkkommissionen.




























