Skats og Skatteministeriets topchefer var i efteråret 2013 godt klar over, at der var tale om en »høj risiko«, når man skulle igangsætte et nyt it-system til at inddrive borgernes gæld, samtidig med at man nedlagde flere hundrede stillinger.
Men det fik daværende skatteminister Holger K. Nielsen (SF) ikke noget at vide om, og han gennemførte derfor en fyringsrunde, hvor 375 medarbejdere blev sagt op, i den tro, at alt var i orden. Det forklarede Holger K. Nielsen onsdag i Undersøgelseskommissionen om Skat. Men tingene var ikke i orden. Først brød ejendomsvurderingerne og gældsinddrivelsen sammen, og derefter brød det meste af Skat sammen og er i dag erstattet af syv nye styrelser.




























