34-årig blev fundet død i Rådhusparken i Aarhus 9. december. Politiet mener, han blev kvalt. To er fængslet.

Endnu en mand fængsles efter fund af død mand i Rådhusparken

Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 15.25.

For to uger siden blev en 34-årig mand fundet død ved en bænk i Rådhusparken i Aarhus.

Torsdag er en 24-årig mand i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus blevet varetægtsfængslet for drab.

Dermed sidder to mænd fængslet i sagen.

Det var en forbipasserende, der omkring middagstid den 9. december fandt den døde mand bag en bænk i parken.

Umiddelbart var det ikke klart, hvordan han var kommet af dage. En del af parken blev afspærret, mens en retsmediciner og politiets teknikere gik i gang med deres undersøgelser af liget og findestedet.

Det viste sig, at den 34-årige var blevet kvalt, og allerede samme aften anholdt politiet en 58-årig mand i sagen. Han blev dagen efter varetægtsfængslet i et grundlovsforhør.

Politiets fortsatte efterforskning førte til, at man onsdag formiddag rykkede ud og anholdt den 24-årige, som nu er varetægtsfængslet.

Begge grundlovsforhør blev holdt for lukkede døre, så det vides ikke, hvad politiet bygger sin mistanke mod de to mænd på, eller hvad de nærmere har forklaret.

De nægter sig dog begge skyldige i drabet, men den 24-årige kærede ikke kendelsen om varetægtsfængsling til Vestre Landsret.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her