Sundhed.dk og MinSundhed er lørdag aften oppe igen efter flere timers nedbrud grundet netværksproblemer.

Netværksproblemer lagde hjemmeside og app med coronasvar ned

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

På årets første aften var appen MinSundhed og sundhed.dk nede i flere timer.

Lørdag aften kort efter klokken 18 oplyste sundhed.dk om nedbruddet i et opslag på Facebook og senere i en pressemeddelelse.

»Sundhed.dk og MinSundhed er ikke tilgængelige i øjeblikket, dette skyldes netværksproblemer«, skrev sundhed.dk.

Videre i pressemeddelelsen lød det, at it-folk arbejdede på højtryk for at få siderne stabiliseret igen:

»Vi kan desværre ikke give nogen tidshorisont for, hvornår det igen bliver muligt at logge på sundhed.dk og MinSundhed igen.

Omkring klokken 21.30 kan man konstatere, at appen og siden virker igen, og det fremgår også af digitaliser.dk, der angiver driftsstatus for nogle offentlige hjemmesider.

Coronapas-app var ikke ramt af nedbrud

På sundhed.dk og appen MinSundhed kan man se sine coronasvar og finde andre personlige sundhedsoplysninger.

Coronapas-appen var ikke ramt af lørdagens nedbrud. Dermed var det stadig muligt at dokumentere, om man er vaccineret, testet eller tidligere smittet, hvilket kan være et krav ved for eksempel restaurantbesøg eller rejser.

Fra natten til fredag og frem til fredag formiddag var der ligeledes problemer med sundhed.dk og MinSundhed.

Da var det et nedbrud i et centralt vaccinationsregister, som gav problemer med det digitale coronapas, og også coronapas-appen var ramt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her