Immunitet over for omikron fra coronavacciner falder kraftigt to måneder efter andet stik, oplyser styrelse.

Styrelse: Aftagende vaccineeffekt bør forkorte coronapas

Lyt til artiklen

Det er på grund af stor og stigende smitte med coronavarianten omikron og dalende beskyttelse fra vaccinerne, at Sundhedsstyrelsen har anbefalet at forkorte gyldigheden i coronapasset for personer, der har modtaget to stik.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

»Formålet med coronapasset er at mindske risikoen for smitte i situationer, hvor mange mennesker samles«.

»Vi ved nu, at vaccinernes beskyttelse mod omikron er mindre, og derfor har vi anbefalet, at man ændrer i varigheden af coronapasset«, siger Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, i pressemeddelelsen.

Sundhedsstyrelsen har anbefalet, at coronapassets gyldighed sættes ned til fem måneder for dem, der har fået to stik.

Regeringen vil sidestille coronapas efter smitte og to stik

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har indstillet til, at det vedtages i Folketingets Epidemiudvalg, og der ser på nuværende tidspunkt ud til at være flertal for beslutningen.

Ifølge Sundhedsstyrelsen beskytter coronavaccinerne fortsat mod smitte med omikron. Men immuniteten falder ifølge styrelsen hurtigere og formentligt kraftigt allerede cirka to måneder efter andet stik.

Beskyttelsen er altså lavere over for omikronvarianten sammenlignet med deltavarianten, der indtil kort før jul, var den dominerende i Danmark.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her