Det gik op for mig, at det var en fantasi, siger 27-årig mand om baggrunden for, at plan ikke blev udført.

27-årig jyde planlagde skoleskyderier og drømte om at blive den største massemorder i historien

Tilst skole ved Aarhus er en af de skoler, som den tiltalte har beskrevet i sine "fantasier".  Foto: Morten Lau-nielsen
Tilst skole ved Aarhus er en af de skoler, som den tiltalte har beskrevet i sine "fantasier". Foto: Morten Lau-nielsen
Lyt til artiklen

Den 27-årige mand, der er tiltalt for at ville udføre masseskyderier på skoler i Nord- og Østjylland, havde sat en dato for, hvornår det skulle ske. Det forklarer han under en foreløbig tre timer lang afhøring ved Retten i Aalborg. Angrebene var sat til at finde sted august 2018. Men da tidspunktet kom, skete der ikke noget, forklarer manden.

»Det gik op for mig, at det var en fantasi. Jeg havde udlevet det så mange gange i hovedet. Der var ikke mere dopamin at hente på den front. Da datoen kom, havde jeg ingen motivation og ingen lyst. Jeg kunne ikke«, siger den spinkle mand med det tjavsede, lange hår.

Han forklarer, at han i 2015 havde fået en dyb fascination af masse- og seriemordere, og det fik ham til at skrive et næsten 200 sider langt manifest. Her taler han om, at der er brug for masse- og seriemordere for at dæmpe overbefolkning i verdenen.

Chokeret skoleleder

Den 27-årige drømte om at blive den største massemorder i historien, forklarer han.

»Det var lidt wannabe-agtigt ud fra, hvad jeg havde set andre gøre«, siger han og nævner, at han især var inspireret af skoleskyderiet ved Columbine High School, da to elever skød og dræbte 12 andre elever og en lærer.

Politiet mener, at han gjorde sig klar til at udføre de angreb, som han havde skitseret i sit manifest. Den tiltalte havde blandt andet indhentet oplysninger om antal elever, ringetider og skemaer på flere skoler. Specialanklager Kim Kristensen har under sin forelæggelse nævnt Tilst Skole, Mariagerfjord Idrætsskole og Borremose Efterskole i Himmerland.

»Jeg blev chokeret, da jeg hørte vores skole nævnt. Jeg blev faktisk lidt rystet. Jeg tænker selvfølgelig over, hvad der kunne være sket«, siger skoleleder Peter Otto Yde Thomsen fra Mariagerfjords Idrætsskole.

Peter Otto Yde Thomsen fortæller, at man troede, at skolen var en del af sagen, fordi man havde hørt om det på rygtebasis. Han fortæller, at personalet er orienteret om sagen, og at man har løbet sine beredskabsplaner igennem. Derudover er der sendt en besked ud til forældrene, som kan fortælle det videre til deres børn. Det vil også blive drøftet i klasserne tirsdag.

»Eleverne skal ikke gå og være bekymrede. De skal vide, at der er styr på det. Men det kan selvfølgelig skabe lidt utryghed, og det skal vi håndtere«, siger Peter Otto Yde Thomsen.

På Tilst Skole oplyser skoleleder Lone Jørgensen over for TV 2 Østjylland, at hun mandag ikke har nogen kommentarer til sagen.

I 2015 meldte den 27-årige mand sig ind i en skytteforening, og senere erhvervede han sig to skydevåben. Efter to år havde han ret til at opbevare våbnene hjemme i et særligt sikret skab.

13. december 2020 oprettede den tiltalte ifølge anklageskriftet en ordre på en AR-15 riffel på det mørke internet. Tre dage senere blev han anholdt og har været varetægtsfængslet siden.

Var aktiv på incel-fora

Med til at lede politiet på sporet af manden var opslag på såkaldte incel-fora på internettet i juni 2020. Incel står for involuntary celibate (ufrivilligt cølibat, red.), og betegnelsen bruges om mænd, der ikke har haft held til at opnå et romantisk eller et seksuelt forhold hos det modsatte køn. Kvindehad har været drivkraft i en række angreb begået af incels i USA og Canada i perioden 2014 til 2020.

Den 27-årige mand forklarer, at han anså sig selv for at være en del af incel-miljøet. Men det var kun i perioden fra 2015 til 2018. Derefter brød han ud af det, fordi han ikke gad spilde sin tid på at være sur, siger han. Selv forklarer han, at han heller ikke haft det store held hos det modsatte køn.

Han beskriver, at han to gange har været i et forhold til kvinder. Begge gange var kvinderne ham utro og brød forholdene, forklarer han. Efter politiets ransagning af hans lejlighed i juni 2020 blev han kørt til psykiatrisk skadestue.

Derefter var han ikke længere aktiv på de kvindehadske incel-fora, forklarer han. Det kan specialanklager Kim Kristensen dog ikke få til at stemme. Han peger på, at den tiltalte 12 gange fra 25. september og frem til anholdelsen 13. december 2020 var aktiv på incel-fora.

Politiet har også kunnet se, at den tiltalte flere gange frem til sin anholdelse var inde og se billeder på sin harddisk. Det er billeder, hvor kvinder betegnes som ’sluts’ (luder, red.). Om et billede af to kvinder i bikini hedder det eksempelvis, at de »burde voldtages og parteres«.

Læger har konkluderet, at han er og var sindssyg på tidspunktet for planlægningen af skyderierne. På den baggrund vil anklagemyndigheden have ham idømt anbringelse på en psykiatrisk afdeling. Den tiltalte nægter sig skyldig.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her