En person blev tirsdag eftermiddag stykket med en kniv på en adresse i Rosendahlsgade i Nykøbing Falster. Det fremgår af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis døgnrapport. Politiet fik anmeldelsen om knivoverfaldet tirsdag klokken 16.56.
»Den pågældende blev efterfølgende overført til behandling på Rigshospitalet og er fortsat i kritisk tilstand«, skriver politiet onsdag.
Der er tilbageholdt en person i sagen.
»Men i betragtning af sagens nærmere karakter har politiet ikke yderligere kommentarer til sagen«, lyder det i døgnrapporten.
Dermed er der umiddelbart ikke nærmere oplysninger om personerne – køn eller alder. Det fremgår heller ikke, om de to personer kendte hinanden i forvejen.
ritzau



























