Virksomhederne og de store erhvervsorganisationer har skreget på og kæmpet for afskaffelse af restriktionerne. Nu får de som ønsket. Men hovedpinen er ikke ovre, for virksomhederne står over for en periode på to til fire uger, hvor mange smittede medarbejdere kommer til at lægge massivt pres på vagtplaner og produktion samt derfor også omsætningen.
Ifølge en prognose fra Dansk Erhverv vil mellem 6 og 10 procent af de beskæftigede personer enten være smittet med covid-19 eller hjemsendt som nær kontakt de kommende uger. Det svarer til mellem 170.000 og 295.000 personer om ugen.



























