Stormrådet har mandag afgjort, hvor i landet der har været stormflod efter stormen Malik, der ramte Danmark i weekenden.
Det skriver rådet på sin hjemmeside.
I alt har fire områder i Danmark været ramt af stormflod i forbindelse med stormen.
Der har ifølge Stormrådet været stormflod mellem Juelsminde Havn og Kolding Havn, Bogense Havn og Assens Havn, Kerteminde Havn og Faaborg Havn samt Roskilde Fjord og Isefjord.
Afgørelsen fra Stormrådet betyder, at personer ramt af skader i de ovennævnte områder har mulighed for at søge erstatning for skader, der er sket på grund af oversvømmelser, som stormfloden har medført.
En stormflod defineres af rådet som en oversvømmelse, der skyldes ekstrem høj vandstand i havet.
For at der kan erklæres stormflod, skal der være tale om en hændelse, der sker sjældnere end hvert 20. år rent statistisk.
Stormrådets afgørelse bygger på udtalelse fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) og Kystdirektoratet.
ritzau
fortsæt med at læse



























