I mere end to måneder har Lars Findsen siddet varetægtsfængslet i et arresthus på Sjælland. Nu vil den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) have landsretten til at tage stilling til, om der er grund til at holde ham bag tremmer. Det oplyser hans advokat Lars Kjeldsen, som fortæller, at forsvaret har kæret varetægtsfængslingen og anmodet om mundtlig forhandling i landsretten.
Lars Findsen blev anholdt 8. december sidste år og varetægtsfængslet dagen efter på en mistanke om, at han har lækket højt klassificerede oplysninger. Københavns Byret har sidden forlænget varetægtsfængslingen flere gange, senest fredag i sidste uge, hvor byretten efter et usædvanligt langt retsmøde endda udvidede fængslingsgrundlaget.




























