Når torsdagens eftersøgning af 21-årige Oliver Ibæk Lund, der har været forsvundet siden natten til fredag, afsluttes, vil Nordjyllands Politi ikke længere aktivt lede efter ham.
Det siger vicepolitiinspektør i Nordjyllands Politi Sune Myrup til DR.
Torsdag morgen sagde politiet, at den 21-årige betragtes som omkommet.
Han blev sidst set på Toldbods Plads i Aalborg efter en bytur, og det er politiets klare opfattelse, at han er faldet i Limfjorden.
Som en del af efterforskningen har Nordjyllands Politi indhentet og gennemset store mængder af videomateriale, der viser, at den 21-årige mand faldt i vandet.
Politiet indstiller eftersøgning, fordi der ikke er flere spor at gå efter og på grund af strømmen i Limfjorden.
»Når strømmen i fjorden er så stærk, som den er lige nu, kan han være transporteret rigtig langt væk«, siger Sune Myrup til DR.
DR skriver, at der skal komme nye spor i sagen, hvis eftersøgningen skal genoptages.
Politiet betragter sagen som en meget tragisk ulykke og mener altså ikke, at Oliver Ibæk Lund har været udsat for en forbrydelse.
ritzau
fortsæt med at læse



























