For mange begynder vinterferien, når de går hjem fra arbejde denne fredag eftermiddag, og det kan give ekstra travlhed på vejene. Sådan lyder det fra Jakob Riis-Petersen, vagthavende i Vejdirektoratets Trafikcenter, fredag morgen.
»Vi regner med, at der kan være lidt flere biler i dag fredag fra 14 til 18, hvor de ferietrafikanter, der kommer ud på vejene, vil blande sig med myldretidstrafikken. Så det kan give øget risiko for tæt trafik«, siger han.
Hos Molslinjen regner man med en del trafik på ruterne i uge 7 og weekenden op til, oplyser rederiet. Her har man for alle ruter haft 37 procent flere bookinger end i samme periode i 2020, hvor den seneste relativt normale vinterferie fandt sted. Dengang var coronapandemien endnu i den meget tidlige fase.
Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard, ser bookingerne som et tegn på, at »en slags normalitet er ved at indfinde sig efter en lang coronavinter«.
»Vi har allerede hævet bemandingen på vores færger og gør klar til at have rigtig travlt«, siger Jesper Skovgaard i en pressemeddelelse.
Særligt på ruter til Bornholm, Samsø og Fanø har rederiet haft flere bookinger. Molslinjens tal er for perioden den 11. til den 20. februar og gælder bookinger, som er foretaget frem til og med 8. februar. Selv om færgerne ser ud til at få ganske travlt i løbet af ugen, regner man hos Vejdirektoratet ikke med, at vinterferien vil give større trafikale udfordringer på vejene ud over fredag.
»Det er den eneste dag, hvor vi forventer, at der vil være det helt store i løbet af de ferieuger, som vi bevæger os ind i«, siger vagthavende Jakob Riis-Petersen.
Han regner med, at en del vælger at tage i sommerhus.
»Så der kan være noget lokal trafik, som man skal være opmærksom på i sommerhusområder«, siger han.
Tilsyneladende er der dog også en del appetit på at tage ud i verden igen. Torsdag meldte flere rejseselskaber tæt på udsolgt i vinterferien, heriblandt Skinetworks og Højmark Rejser.
ritzau
fortsæt med at læse




























