Artiklen er senest opdateret kl. 08.55 med kommentar fra Rasmus Stoklund (S).
Regeringens støttepartier vil have ændret reglen om midlertidigt ophold for flygtninge, skriver Berlingske.
Regeringens tre støttepartier – De Radikale, SF og Enhedslisten – er sammen med Alternativet og Frie Grønne på vej med et beslutningsforslag. Det har til formål at ændre grundlæggende ved den paragraf i udlændingeloven, som i dag betyder, at flygtninge kan sendes hjem, så snart forholdene i hjemlandet er forbedret og ikke længere er ekstreme.
Forslaget er formuleret af De Radikale, som i 2015 var med til at indføre stramningen på området. I forslaget står der, at flygtninge i Danmark skal bevare deres ret til beskyttelse, medmindre der er indtrådt »fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet«. Forslaget vil med andre ord gøre det sværere at sende flygtninge hjem til uroplagede lande og ventes at blive fremsat efter vinterferien.
De Radikales udlændingeordfører, Kathrine Olldag, siger til Berlingske, at det er godt, at der er midlertidighed i loven. Men midlertidighed skal defineres anderledes, mener hun og nævner som eksempel, at der er noget galt med reglerne, når Flygtningenævnet kan konkludere, at Afghanistan er sikkert nok til at sende flygtninge tilbage dertil.
Tesfaye har endnu ikke kommenteret forslaget
SF’s udlændingeordfører, Carl Valentin, oplyser til Berlingske, at han ønsker reglen helt væk.
Også Enhedslisten vil have reglen fjernet helt, siger Rosa Lund til Ritzau.
»Hvis det ikke kan lade sig gøre, så skal vi ændre den, så vi ikke kan sende mennesker på flugt tilbage til lande, hvor der ikke er fred endnu«, siger Rosa Lund.
»Det er jo det, vi ser med mennesker fra blandt andet Syrien, men også fra Afghanistan, at de bliver sendt tilbage til lande, hvor det ikke er sikkert«.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har ikke kommenteret historien, men Socialdemokratiet afviser at ændre den bestemmelse i udlændingeloven, siger Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Rasmus Stoklund til Ritzau:
Vi synes, at paragraf 7, styk 3 er, som den skal være. Og vi synes, at det er et godt princip, at beskyttelse er midlertidigt. Når man ikke længere har et beskyttelsesbehov, så kan man vende tilbage til sit hjemland«.
Støttepartierne meddelte i oktober, at de var enige i et borgerforslag om at stoppe hjemsendelser af syriske flygtninge. Forslaget vil ændre loven fra 2015, der giver danske myndigheder mulighed for at sende flygtninge tilbage til Syrien. Dengang afviste Tesfaye at genbesøge loven. Men efter vinterferien vil støttepartierne altså fremsætte et lovforslag om at ændre reglen.
ritzau



























